Mere om rejsemålet
Koh Chang ligger tæt på grænsen til Cambodja, en kort bådrejse fra kysten, blot en af 47 øer i Koh Changs nationalpark. Regnskovsbeklædte bjerge og tusindvis af palmer vidner om den fantastiske natur, som øen er så rig på. Koh Chang betyder Elefantøen, og navnet kommer af, at formen på øen ligner et elefanthoved. Øen er unik og charmerende, til trods for at der gennem årene er bygget flere hoteller, supermarkeder, restauranter og barer.
Smukke strande og fantastisk snorkling på Koh Chang
Koh Chang har mange fantastiske sandstrande, de fleste på vestkysten. White Sand Beach er den mest kendte og den bredeste. Den 2 km lange Chai Chet har finkornet sand og er omgivet af frodige planter og høje bjerge. Klong Phrao er en meget eksotisk strand, som ligger i rolige omgivelser med afslappet atmosfære. Vandet omkring øerne syd for Koh Chang er perfekt for snorkling og dykning med smukke koralrev, og der findes flere gode dykkerskoler.
Smuk natur på Koh Chang
Koh Changs natur tilbyder gode muligheder for vandreture, alt lige fra korte gåture til de mere udfordrende. Fra øens højeste bjerg, Mount Mayom, løber floden Khlong Mayom mod kysten, som man kan besøge til fods. Man kan også tage et dyp i det forfriskende vand. På udflugt i junglen kan man få øje på aber, vildsvin og andre spændende dyr. Fra fiskerbyen Bang Bao kan man tage med en af bådene til nogen af de nærliggende øer.
Renere strande
I målet om at bevare Thailands natur og strande, har de thailandske myndigheder forbudt kommercielle aktiviteter på strandene. Det betyder, at nogle aktiviteter ikke længere er tilladt, f.eks. strandcaféer og udlejning af strandstole og parasoller. Mange af vores film og billeder fra Thailand er taget før, de nye regler trådte i kraft, og viser hvordan det så ud før ændringen. Strandene er dog stadig lige så fantastiske som altid, med dejligt sand og skønt badevand.