Restauranter på Kos

På Kos er der et stort og velsmagende udbud af mad og drikke. Vælg mellem hyggelige, familiedrevne taverner, strandmiddage og festlige barer. Eller hvorfor ikke nyde en kop kaffe i en gammel vindmølle oppe i bjergene i Kefalos? Her kan du læse om, hvad du ikke må gå glip af i mad- og drikkeudvalget på Kos!

Olympiada

En familietaverne der er drevet i over 30 år af Dimitris og hans familie. Her bliver du budt velkommen med åbne arme, og der serveres den bedste mad i Kos by. Her er alt lavet af de friskeste ingredienser, og kommer du forbi tavernen om morgenen eller om dagen, så ser du garanteret et af de ældste familiemedlemmer i fuld gang med at plukke grøntsager eller tilberede dagens retter.

Oromedon

Tavernen Oromedon ligger lige til højre, når du kommer til den lille by Zia. Beliggenheden er perfekt - herfra kan du nyde øens smukkeste solnedgange. På tavernen er der et stort udvalg af kød at vælge imellem. Du kan også bestille rødvin fra familiens egen vingård. Tavernen er hurtigt fuldbooket om sommeren, så tag fat i din rejseleder, der kan bestille et bord.

Hyggeligt i Mastichari

Besøg en rigtig havn - Mastichari på Kos, hvor der er masser af hyggelige taverner. Især Nostos er et besøg værd. Nyd forskellige mezes og en meget velsmagende moussaka. Prøv også bagt fetaost smagsat med tomat og chilisauce - virkelig lækkert!

Avra Lounge Bar

Avra Lounge Bar ligger i en gammel italiensk bygning ved siden af turistinformationen på Kos. Baren er meget populær blandt grækerne selv. Her søger mange hen for at nyde stedet, lækre frokoster, en kop kaffe eller en god drink om aftenen. Når skumringen falder, kan du nyde solnedgangen fra første parket på stranden.

Middag på stranden

Hvis du vil nyde en god middag lige ved stranden, er Spitaki dit sted at tage hen. Restauranten serverer lækker mad med italiensk touch. Her kan du mærke det kølige sand mellem tæerne, mens du nyder mad af høj kvalitet. Spitaki ligger i udkanten af Kos by mod Psalidi.

Nostos Beach Bar

Velkommen til strandbaren med en dejlig græsk atmosfære, som er populær blandt turister såvel som de lokale. Baren er åben hele natten, græsk musik spilles og om sommeren er der også koncerter med berømte græske sangere. Nostos Beach Bar ligger på vej mod Psalidi, lige ved siden af stranden.

Græsk og house

Kantouni, der ligger i gaderne i Kos gamle bydel, er et populært sted blandt grækerne selv. Her kan du både sidde indenfor og udenfor i baren. Dj’en spiller nogle gange kun græsk musik, men ofte er det house musik og R&B, der strømmer ud af højttalerne.

Crepes for enhver smag

Føler du dig lidt lækkersulten, så passer en crepe perfekt. På Crepa Crepa i Kos by får du de bedste crepes på øen. Du kan vælge mellem mange crepes med forskelligt fyld eller søde dessertvarianter. Her er endda light crepes til dig, der ønsker noget lidt lettere!

Godt mix på Platanos

På Platanos i Kos by serveres der spændende retter, der blander klassiske græske smage med præg fra andre madkulturer. Restauranten er placeret ved Hippokrates træet, hvor det siges, at Hippokrates holdt sine lektioner under antikken.

Tyrkisk på Kos

For dig, der ønsker at prøve tyrkisk mad, anbefales et besøg på Serif i byen Platani på Kos. Her serveres det bedste fra det tyrkisk køkken, men også gode græske retter. Personalet tager dig gerne med ud i køkkenet for at vise dagens retter.

Restauranter med udsigt

På en bakke udenfor Kos by finder du den dejlige restaurant Lofaki. Udover mad er her en storslået udsigt over byen og den smukke farverige solnedgang.

Gode mezes

I udkanten af Kos by, mod Psalidi ligger den hyggelige taverne Nestoras. Her kan du nyde friskfanget fisk såvel som den tætte beliggenhed på havet. Blandt alle de gode meze-retter er minerejerne og grillet blæksprutte nogle af de bedste.

Vandmøllen i Zia

I Zia på vej til Santa Maria-kirken ligger den idylliske café Watermill. På trapperne står farverige krukker med hjemmelavede skilte, der gør gæsterne opmærksomme på husets specialitet - egen limonade. I maj og juni, når det er jordbærsæson, tilsættes hakkede jordbær i limonade. Lækkert!

En kaffe i bjergene

Nyd en kaffe på caféen "Die Grobe Mühle" oppe ved Kefalos-bjerget på Kos. Fra den renoverede vindmølle har du en smuk landskabsudsigt at hvile øjnene på til kaffen. Bagefter kan du fortsætte mod den lille havn Limnionas, hvor du finder en lille fredelig strand.

Overraskelser på Elia

Elia, som betyder oliven på græsk, er en dejlig græsk taverne i den gamle del af Kos by. Her serveres der alle mulige gode græske retter. Vælg mezes fra menuen eller bed tjeneren om at overraske dig.

Slap af ved Mylos

Ved Lambi-stranden udenfor Kos by ligger den hyggelige chill out-bar Mylos Beach Bar, som i weekenden bliver til et populært sted for især de lokale. Her er altid en god stemning med afslappende musik og lækre drikkevarer. Der er også volleyballbaner ved siden af baren.