Burj Kalifa

Top 5 seværdigheder i Dubai

Hvis du er på ferie i Dubai for første gang, så skal du se nogle af emiratets mest berømte seværdigheder. Ikoniske landmærker som Burj Khalifa og Burj al Arab er et must-see på rejsen til Dubai. Til trods for at Dubai er en ny og moderne by, så er der utrolig meget historie – dette kan du bl.a. opdage på Dubai Museum.

Burj Khalifa

Verdens højeste bygning finder du i Dubai, og den hedder Burj Khalifa. Burj betyder ”tårn”, og det er lige præcis, hvad det er med sine imponerende 828 meters højde. En elevator tager dig op på 124. etage på under et minut, og så har du den mest fantastiske udsigt ud over hele Dubai. Det siges, at du på en klar dag kan se denne bygning fra Abu Dhabi, som ligger over 120 km væk. Lige ude foran den enorme bygning ligger verdens største springvand, ”Dubai Fountain”. Det mægtige fontæne show varer ca 1 time og akkompagneres af musik, som varieres fra gang til gang. Springvandet kaster vandet op til 150 m op i luften, og det er i sandhed et imponerende syn – især ved aftentid.

Burj Al Arab

Verdens eneste syv-stjernede hotel – Burj al Arab! Det står smukt på hotellets egen kunstige ø, og det er også verdens højeste hotel med sine 321 m over havet. Den er bygget som et sejlet på en traditionel, arabisk båd – en dhow. Alt der ligner guld er guld med hele 24 karat! Hotellet er også et populært fotomotiv, og du kan få taget et billede foran det på den offentlige strand – du kommer nemlig ikke ind på hotellet uden reservation. Vil du alligevel have et glimt indenfor, så kan du købe en luksuriøs frokost eller ”High Tea”.

Palm Jumeirah

Palm Jumeirah er en spektakulær, kunstig ø i Dubai, som virkelig er et besøg værd! Øen er formet som en palme og består af 17 palmeblade, alle omringet af tre smalle øer for at beskytte øen mod havets bølger. Vil du bo på øen, skal du regne med, at det er ret dyrt – de første beboere flyttede ind i 2006 og måtte betale rigtig meget for at bo der. Der er også en del luksushoteller, længst ude ligger Atlantis the Palm med hele 1.539 værelser! Hotellets dyreste suite koster over 200.000 kroner for en nat!

Åben moske

Jumeirah-moskeen er en imponerende bygning, som du helt klart skal besøge på din ferie til Dubai, eftersom ikke-muslimer er velkomne. Du kan udforske moskeen selv eller få en guidet tour, hvor du hører mere om islam (koster ca. 10 AED). Husk at du skal klæde dig på, således at du dækker arme, ben og ankler. Kvinder skal helst bære tørklæde på hovedet. Moskeen har åbent tirsdage, torsdage og søndage kl. 10.00–11.00. Moskeen ligger på Jumeirah Beach Road.

Historiske Dubai

Dubais museum ligger inde i Al Fahidi Fort. Fortet blev bygget i år 1787, og det siges, at det er verdens ældste bygning i Dubai. Fortet blev bygget for at beskytte Dubai mod angreb, og i perioder var det endda også regeringens hovedkontor. Det har også fungeret som ammunitionsdepot og fængsel. I dag er det et museum, hvor du kan se mange lokale antikviteter, også fra andre lande i Asien og Afrika, som Dubai har handlet med. Du kan også se udstillinger, der viser, hvordan befolkningen i Dubai levede før oliens tid.