Almindelige betingelser for køb og deltagelse i krydstogter

Den nye pakkerejselov gælder for pakkerejser, der sælges efter 1. juli 2018. For rejser solgt før denne dato gælder de hidtidige vilkår.

Nedenstående betingelser er udarbejdet af Rejsearrangører i Danmark og anvendes af foreningens medlemmer. Bestemmelserne er udarbejdet i overensstemmelse med “Lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer”, som, sammen med anden dansk lovgivning, regulerer købet af rejsen og eventuelle krav, der måtte blive rejst mod rejsearrangøren.

Bestemmelserne gælder for den kombination af rejseydelser, der betegnes en pakkerejse, jf. direktiv (EU) 2015/2302.

Rejsen er omfattet af alle EU-rettigheder for pakkerejser. Det indebærer bl.a., at Apollo er ansvarlig for den korrekte levering af den samlede pakkerejse.

Apollo har desuden oprettet lovpligtig beskyttelse til at refundere dine betalinger og, hvis pakkerejsen omfatter transport, sikre din hjemtransport i tilfælde af, at den går konkurs eller bliver insolvent. Denne sikring sker via Rejsegarantifonden, Haldor Topsøes Allé 1, st., Bygning 91, 2800 Kgs. Lyngby.

Flere oplysninger om centrale rettigheder efter direktiv (EU) 2015/2302.

For rejsen gælder i øvrigt nedenstående betingelser. Det med kursiv fremhævede er Apollos afvigelser fra Rejsearrangører i Danmarks almindelige bestemmelser.

Disse vilkår gælder for krydstogt-pakkerejser (fly, hotel og krydstogt).

Pkt. 1 – Køb af rejsen
Købet af rejsen og dermed oplysningerne og vilkårene for denne, er bindende for rejsearrangøren og kunden, når depositum og/eller hele rejsens pris er rettidigt indbetalt. Ved sin indbetaling forudsættes kunden at have accepteret de anførte informationer og vilkår for rejsen; herunder disse almindelige bestemmelser for køb og deltagelse i pakkerejser samt rejsearrangørens informationer om rejsen.

Ved rejser, bestilt med individuel rejselængde i forbindelse med en pakkerejse, rute-, charterfly eller kun hotelophold, er aftalen bindende, når hovedbestiller har godkendt købet og godkendt gældende bestemmelser på www.apollorejser.dk.
Når betaling er godkendt, og Apollo bekræfter rejsen, vil du modtage en bekræftelse fra Apollo, Vær opmærksom på, at der afhængig af flyselskab og rejsemål kan tilkomme tillæg i form af afrejseskat, hotelskat, miljøskat, storbyskat (city tax), resort gebyr eller turistskat. Disse betales kontant og direkte i lufthavnen eller på hotellet af den rejsende. Drikkepenge til personalet om bord er ikke inkluderet med mindre det specifikt er oplyst på bekræftelsen og betales direkte om bord. Beløbet kan variere fra cruiseselskab til cruiseselskab
.

Rejsearrangøren skal inden rejsens påbegyndelse gøre opmærksom på muligheden for at tegne en rejseforsikring, der dækker udgifterne ved behandling og hjemtransport i tilfælde af ulykke eller sygdom i det omfang, sundhedskortet ikke dækker. Den rejsende anbefales at tegne en rejseforsikring samt at sikre sig, at forsikringen har den fornødne dækning. For salg af rejseforsikringer modtager rejsearrangøren typisk provision fra forsikringsselskabet. Kontakt salgspersonalet for yderligere information om rejseforsikringer.

Børn og unge under 18 år, som rejser uden voksne rejseledsagere, skal ved køb af rejsen fremvise en erklæring fra deres forældre eller værge om, at de har tilladelse til rejsen. Det gælder dog ikke, hvis rejsen er købt af en forælder eller værge.

Det navn, som står angivet først på rejsedokumentet eller er angivet som betaler af rejsen, betragtes som ejer af rejsen. Det er kun denne person, som kan ændre og/eller afbestille rejsen. Eventuel henvendelse, korrespondance eller refundering fra rejsebureauet angående rejsen, vil ske til denne person.

Den rejsende er forpligtet til at kontrollere oplysningerne i rejsedokumentet og øvrige informationer med det samme. Det påhviler den rejsende at gøre opmærksom på eventuelle fejl så hurtigt som muligt. Ændring kan være forbundet med et gebyr eller ny bestilling.

Navne på rejsedokumentet skal altid stemme overens med passet og skal altid indeholde minimum første fornavn samt sidste efternavn.

Hovedbestilleren er den person, der bestiller rejsen og dermed den person, som indgår aftalen med Apollo. Alle ændringer samt evt. afbestilling skal ske af hovedbestilleren. Medrejsende, som ønsker at foretage en ændring i forhold til rejsen, skal således gøre dette via hovedbestilleren. Hovedbestilleren har ansvaret for at kunne kontaktes med vigtige oplysninger (f.eks. en flytidsændring) på den adresse, telefonnummer og mailadresse, som er oplyst til Apollo ved bestilling af rejsen.

I det følgende vil hovedbestilleren blive betegnet som kunden.

Begrænset antal pr. bestilling:

Det er en begrænsning på en kahyt pr. bestilling for Apollos cruisepakker. Rejser man flere sammen og skal bestille flere kahytter, må man lave en booking pr kahyt. Det er ingen garanti for at man bliver booket på samme fly, skib o.l., eller at man f.eks. får kahyt ved siden af hinanden.

 

Pkt. 2 - Rejsens pris m.v
Rejsens pris omfatter - hvor intet andet er anført – transport til rejsemålet, lufthavnsafgifter, passagerafgift, evt. moms, indkvartering i delt dobbeltværelse på hotel eller lejlighed samt evt. forplejning i henhold til udbudsmaterialet, hjemmesiden og rejsedokumentet.

Gæster der rejser alene, må købe enkeltkahyt/-værelse eller dobbeltkahyt/-værelse til enebrug, da Apollo ikke sælger kahytter/-værelser, der deles med en anden rejsende. Der gøres opmærksom på, at man under udflugter med overnatninger skal betale enetillæg.

Børnepris er kun gældende såfremt der er to fuldt betalende i en kahyt/i et værelse.​

Som udgangspunkt indgår transport mellem lufthavn og hotel ikke i rejsens pris – se nærmere under det enkelte cruise eller kontakt Apollo for yderligere information.

Vær opmærksom på, at der afhængig af flyselskab og rejsemål kan tilkomme tillæg i form af afrejseskat, hotelskat, miljøskat, storbyskat (city tax), resort gebyr eller turistskat. Disse betales kontant og direkte i lufthavnen eller på hotellet af den rejsende. Drikkepenge til personalet om bord er ikke inkluderet med mindre det specifikt er oplyst på bekræftelsen og betales direkte om bord. Beløbet kan variere fra cruiseselskab til cruiseselskab.

Tilslutningsrejser indgår kun som en del af rejsen, såfremt de er solgt sammen med pakkerejsen eller flybilletten som en del af denne.

Udgifter til pas, visum, vaccinationer, forsikringer og lignende er, med mindre andet er anført, ikke omfattet af prisen, og ansvaret for disse påhviler den rejsende selv. Der henvises i øvrigt til pkt. 7.

Særlige hotelfaciliteter såsom adgang til tennisbane, minigolf m.v. er sædvanligvis ikke inkluderet i rejsens pris, ligesom det må påregnes, at der på visse hoteller opkræves leje for liggestole, parasoller, safetybox, adgang til internet m.v.

Vi gør opmærksom på, at alle vores priser løbende justeres op eller ned alt efter udbud og efterspørgsel, ofte flere gange dagligt.
Pris fremgår af den fremsendte bekræftelse efter bestilling af rejsen.

Vi gør vores yderste for at tekniske fejl ikke opstår i vores prissætning, men forbeholder os retten til at ophæve en handel grundet tastefejl og/eller trykfejl.

 

Pkt. 3 - Betaling, prisændringer m.v.
For rejser inden for Europa (herunder lande ved Middelhavet samt De Kanariske Øer) udgør depositum kr. 1.400 pr. rejsende samt evt. afbestillingsforsikring, rejseforsikring og andre gebyrer. For oversøiske rejser udgør depositum kr. 2.500 pr. rejsende samt evt. afbestillingsforsikring, rejseforsikring og andre gebyrer. 

·         For cruisepakker med rutefly gælder følgende:
Depositummet udgør prisen på flybilletten samt et delbeløb af hotel og cruise. Nøjagtigt beløb oplyses ved bestilling. Dette skal betales ved bestilling af rejsen. Bestillingen bliver ikke gennemført før beløbet er betalt. Man kan også vælge at betale hele rejsens pris ved bestilling. Ved bestilling mindre end 75 dage før afrejse, betales hele rejsens pris ved bestilling.

Depositum forfalder 5 dage efter bestilling. For cruisepakker med rutefly skal depositum betales ved bestillingen (se ovenfor). Betaling af restbeløbet for rejser skal være rejsebureauet i hænde senest 60 dage før afrejse.
Ved indtegning senere end 60 dage før afrejsedag skal hele rejsens pris være rejsebureauet i hænde senest 30 minutter efter afgivet bestilling.
Ved indtegning via internettet senere end 60 dage før afrejse skal hele rejsens pris betales straks, medmindre andet er aftalt.

For cruisepakker forfalder restbetalingen på den angivne betalingsdato (ca. 75 dage før afrejse), hvis ikke hele rejsens pris er betalt ved bestilling. Ved bestilling mindre end 75 dage før afrejse, forfalder hele rejsens pris med det samme.

Overholdes betalingsbetingelserne ikke, har rejsebureauet ret til at annullere rejsen uden varsel.

Rejsearrangøren forbeholder sig ret til, inden afrejsedag, at foretage sådanne prisændringer, som skyldes ændringer i transportomkostninger (f.eks. brændstofpriser), skatter, afgifter eller gebyrer (f.eks. lufthavns-, start- eller landingsafgifter) eller valutakurser, som er anvendt til beregning af prisen for den pågældende rejse. Det gælder også, selv om rejsen er slutbetalt.

Hvis lufthavnsafgiften eksempelvis stiger kr. 100,-, forhøjes rejsens pris tilsvarende.

Hvis prisen forhøjes mere end 8%, er kunden berettiget til at annullere rejsen og få indbetalte beløb refunderet uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter annulleringen. Det er dog en betingelse, at annulleringen meddeles rejsearrangøren umiddelbart efter, at kunden er blevet underrettet om prisforhøjelsen. I modsat fald betragtes den rejsende at have accepteret prisforhøjelsen.

Dersom skatter eller afgifter m.v., som pålægges rejsearrangøren direkte, og som er indregnet i rejsens pris, nedsættes eller bortfalder med virkning inden rejsedagen, er rejsearrangøren forpligtet til at godtgøre kunden det sparede beløb. I sådanne tilfælde har rejsearrangøren ret til at fradrage omkostningerne ved tilbagebetaling. Rejsearrangøren skal efter anmodning fra den rejsende fremlægge dokumentation for disse omkostninger.

Kunden skal underrettes om eventuelle prisforhøjelser og begrundelsen herfor snarest muligt og senest 20 dage før pakkerejsens begyndelse ved skriftlig meddelelse til den ved købet af rejsen eller senere af den rejsende oplyste adresse / e-mail adresse .

 

Pkt. 4 - Ændring og afbestilling inden afrejse

A. På rejsearrangørens foranledning

Rejsearrangøren har ret til at foretage ændringer i rejsen, som sædvanligvis må betegnes som bagatelagtige.

Hvis rejsearrangøren inden pakkerejsens begyndelse derimod er nødsaget til væsentligt at ændre et af rejseydelsernes væsentligste kendetegn, kan den rejsende enten acceptere ændringen eller hæve aftalen uden at blive pålagt gebyrer i den anledning.

Afgangstiderne på bekræftelsen er foreløbige. De endelige vil fremgå på Min Rejse. Apollo Rejser skal hurtigst muligt og gerne 20 dage før afrejse, sende de for rejsen gældende afrejsetider.

Rejsearrangøren skal uden unødig forsinkelse oplyse den rejsende klart, forståeligt og tydeligt om, hvilke ændringer der foreslås, og om betydningen for pakkerejsens pris. Derudover skal der gives den rejsende en rimelig frist for den rejsendes underretning til rejsearrangøren om sin beslutning samt, at manglende underretning af rejsearrangøren inden den angivne frist indebærer, at den rejsende anses for at have accepteret ændringen.

Derudover kan arrangøren eventuelt give den rejsende et tilbud om en erstatnings-pakkerejse.

Hvis den rejsende accepterer de foreslåede ændringer eller accepterer at deltage i en erstatningspakkerejse og dette medfører, at erstatningspakkerejsen får en lavere kvalitet eller værdi, har den rejsende krav på et forholdsmæssigt afslag i prisen.

Hvis den rejsende vælger at hæve aftalen, har den rejsende krav på, uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter ophævelsen, at få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen

Herudover kan den rejsende, efter omstændighederne, have krav på erstatning for eventuelle økonomiske tab, medmindre det skyldes kundens egen forhold eller uundgåelige eller ekstraordinære omstændigheder uden for rejsearrangørens kontrol, jf. nedenfor.

Rejsearrangøren kan opsige aftalen om en pakkerejse, hvis antallet af personer, der har tilmeldt sig pakkerejsen, er lavere end 75% af det antal pladser Apollo har til rådighed på den gældende flyserie.
Rejsearrangøren skal underrette den rejsende om opsigelsen inden den frist, der er anført i aftalen, dog ikke senere end

1) 20 dage inden pakkerejsens begyndelse, hvis rejsens varighed er over 6 dage,

2) 7 dage inden pakkerejsens begyndelse, hvis rejsens varighed er mellem 2 og 6 dage, eller

3) 48 timer inden pakkerejsens begyndelse, hvis rejsens varighed er under 2 dage.

For cruisepakker gælder egne regler for afbestilling og ændring, afhængig af det enkelte flyselskabs og krydstogtsrederiets regelsæt.

Rejsearrangøren kan derudover opsige aftalen om en pakkerejse, hvis rejsearrangøren er forhindret i at opfylde aftalen på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, og rejsearrangøren underretter den rejsende om opsigelsen af aftalen uden unødig forsinkelse og inden pakkerejsens begyndelse.

I sådanne tilfælde har den rejsende krav på at få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen, uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter opsigelsen. Det gælder dog ikke en evt. præmie for afbestillingsforsikring, da denne dækning er en særskilt aftale, der allerede træder i kraft ved købet af pakkerejsen. Den rejsende har ligeledes ikke krav på erstatning

Vil kunden gøre krav gældende grundet ændringen, skal kunden give rejsearrangøren meddelelse herom snarest muligt, efter at kunden har fået oplysning om ændringen eller aflysningen. Gør kunden ikke dette, kan det have indflydelse på behandlingen af kravet.
 Ved snarest muligt forstås, med mindre andet oplyses, 3 uger efter modtagelse af ændringsbesked.

B. Ændringer og aflysning på kundens foranledning

1) Ændringer

Hvis kunden efter betaling af depositum og/eller rejsens pris ønsker foretaget ændringer med hensyn til afrejsested, rejsetidspunkt, rejsemål, hotel, rejsedeltagere etc., og forudsat at rejsebureauet bekræfter, at en sådan ændring er mulig, gælder følgende regler:
Ved ændringer af rejser, der meddeles rejsebureauet og bekræftes af dette senest 60 dage før den oprindelig aftalte rejsedag, er rejsebureauet berettiget til at opkræve et ændringsgebyr. Ændringsgebyret er udregnet på baggrund af det merarbejde og de merudgifter, som ændringen medfører, dog min. kr. 300 pr. person.
Eventuelle prisforskelle i forhold til prisen på købstidspunktet opkræves hos eller refunderes til kunden.

Hvis ændringen alene skyldes, at rejsens oprindelig pris er faldet, er dette ikke muligt. Det er tilladt at ændre sin rejse til en anden hotelkategori, andet hotel, anden værelsestype, anden afrejsedato eller lign., der ikke er samme produkt, som oprindelig bestilt.
Ved ændring bortfalder alle tidligere rabatter.

Ændringsgebyret indbetales samtidig med eller umiddelbart efter ændringen, således at der som minimum er indbetalt det fulde depositum på rejsen.

Ændringer som ovennævnte, som meddeles rejsebureauet og bekræftes af dette senere end 60 dage før den oprindelig aftalte rejsedag, er rejsebureauet berettiget til at betragte som afbestilling (jvf. nedenfor) og ny indtegning.

Ved ændring af en rejse, hvorpå der er ydet 3., 4., 5. eller 6. persons rabat/ekstrasengsrabat eller opkrævet tillæg for enkeltværelse eller dobbeltværelse som eneværelse: Se nedenfor under 2c.

Ændringer cruisepakker:

Ruteflybilletten udstedes ved bestilling, og en ændring af afrejsedato regnes som afbestilling og ny bestilling, og fuldt gebyr må påregnes. Cruisedelen af pakkerejsen kan ændres frem til et givent tidspunkt før afrejse mod et gebyr på kr 500 pr. person (leverandørens omkostninger kommer oveni). Fristen for ændring  kan variere fra cruiseselskab til cruiseselskab. Frister og gebyr oplyses på forespørgsel. Ændringer som foretages efter fristens udløb, regnes som afbestilling og ny bestilling og fuldt gebyr må påregnes.



2) Afbestilling

2a)
Kunden har ret til inden afrejse at afbestille rejsen. Rejsearrangøren kan i sådanne tilfælde kræve et rimeligt, standardiseret afbestillingsgebyr, som er fastsat under hensyn til tidspunktet for afbestillingen og pakkerejsens karakter. Kunden skal orienteres om sådanne vilkår både inden og ved rejseaftalens indgåelse.

2b)
Den rejsende kan endvidere afbestille en rejse inden rejsens begyndelse, hvis der på rejsedestinationen, eller i umiddelbar nærhed heraf, indtræffer uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som væsentligt berører leveringen af pakkerejsen eller befordringen af passagerer til destinationen.

I tilfælde af afbestilling har den rejsende krav på tilbagebetaling af samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Det gælder dog ikke en evt. præmie for afbestillingsforsikring, da denne dækning er en særskilt aftale, der allerede træder i kraft ved købet af pakkerejsen.
Tilbagebetaling skal ske uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter den rejsendes afbestilling af rejsen

2c)
Såfremt en slutbetalt rejse, hvorpå der er ydet 3., 4., 5. eller 6. personrabat/ekstrasengsrabat, ændres eller afbestilles af den rejsende, tilbagebetales det indbetalte beløb fratrukket rabatten for henholdsvis 3., 4., 5. og 6. person samt øvrige fradrag og gebyrer. Er rejsen ikke slutbetalt, vil prisen for de øvrige rejsende blive forhøjet med rabatten. Det samme gør sig i øvrigt gældende, hvor en afbestilling eller ændring medfører, at kunden efterfølgende skal have enkeltværelse eller dobbeltværelse som eneværelse.

Der kan gælde specielle regler for ændring og afbestilling af grupperejser.

2d)

Cruisepakker:

Ved afbestilling af cruisepakker refunderes flybilletten ikke uanset hvornår afbestillingen foretages. Refusion af hotel og cruise sker iht. underleverandørens regler, og oplyses på forespørgsel. Udover dette skal et afbestillingsgebyr på kr 500 betales. Ved afbestilling mindre end 15 dage før afrejse eller udeladt fremmøde: Ingen refusion ud over de offentlige afgifter som ikke påløber.


Det er muligt at tilkøbe en afbestillingsforsikring via Gouda. Dette skal ske samtidigt med bestilling af rejsen, og afbestillingsforsikringen er gældende i henhold til Goudas betingelser.

Link til Goudas afbestillingsforsikring

Link til Goudas skadeanmeldelse

Såfremt flyskatter kan refunderes, vil dette beløb blive tilbagebetalt. Dette undersøger Apollo i hvert enkelt tilfælde, dog mod et gebyr på kr. 500,- pr. person.

3) Overdragelse af rejsen/navneændring

Den rejsende kan overdrage pakkerejsen til enhver, der opfylder alle betingelserne i aftalen, hvis den rejsende har underrettet arrangøren om overdragelsen i rimelig tid og senest 7 dage inden rejsens begyndelse.

Overdrageren af pakkerejsen og den, som har fået overdraget pakkerejsen, hæfter begge for betalingen af eventuelle udestående beløb og for eventuelle rimelige og dokumenterbare omkostninger, som følger af overdragelsen.

Forsikringer kan ikke overdrages til andre.

Overdragelse/navneændring cruisepakker:

Ruteflybilletten udstedes ved bestilling og de fleste flyselskaber anser en navneændring som afbestilling og ny bestilling, og fuldt gebyr må påregnes. Cruiseselskabet kan tillade navneændring frem til et vist tidspunkt før afrejse mod et gebyr. Fristen for navneændring kan variere fra cruiseselskab til cruiseselskab. Frister og gebyr oplyses ved forespørgsel. Navneændring som foretages efter at fristen er udløbet, regnes som afbestilling og ny bestilling, og fuldt gebyr må påregnes.

Overdragelsen har ikke fundet sted, før Apollo har bekræftet den skriftligt. Kunderne hæfter begge for betaling af rejsen. Charterrejser med rutefly vil som udgangspunkt ikke kunne overdrages senere end 60 dage før afrejsedagen. Rejser med charterfly kan ikke overdrages senere end 5 døgn før afrejsetidspunktet.

Ved individuelle rejser (se pkt. 1) betragtes en overdragelse som en ændring.



C. Afbestillingsforsikring

Arrangøren skal ved aftalens indgåelse informere kunden om mulighederne og vilkårene for at købe en afbestillingsforsikring. Afbestillingsforsikringen kan kun tegnes i forbindelse med rejsens bestilling og kan ikke opsiges efterfølgende. 
Har kunden købt afbestillingsforsikring, kan kunden indtil afrejsen afbestille rejsen og få det indbetalte beløb refunderet uden andre fradrag end selve præmien for afbestillingsforsikringen, forudsat betingelserne herfor er opfyldte.

På cruisepakker tilbydes Apollo afbestillingsforsikring ikke, men det er muligt at købe en afbestillingsforsikring gennem Gouda. Dette skal ske samtidigt med bestilling af rejsen, og afbestillingsforsikringen er gældende i henhold til Goudas betingelser.

Læs mere om afbestillingsforsikringen her.

Pkt. 5 – Rejsearrangørens pligter og ansvar efter afrejse
Rejsearrangøren er forpligtet til at gennemføre rejsen i overensstemmelse med udbudsmaterialet, hjemmesiden og rejsedokumentet. Arrangørens forpligtelse gælder alle ydelser, som indgår i aftalen, også dem som leveres af andre end rejsebureauet. Oplysninger i rejsebureauets udbudsmateriale og på hjemmesiden er bindende for rejsebureauet. Rejsearrangøren kan dog ændre oplysningerne i udbudsmaterialet og på hjemmesiden inden rejseaftalen indgås, såfremt kunden inden rejseaftalens indgåelse tydeligt informeres om ændringerne.

Såfremt der mellem rejsebureauet og den rejsende er truffet særlige aftaler, som afviger fra de i udbudsmaterialet og på hjemmesiden anførte vilkår, er disse kun gyldige i det omfang, de er påført rejsedokumentet eller på anden måde klart kan dokumenteres.

Punkt 5.1 Mangler ved pakkerejsen

Der foreligger en mangel ved rejsen, hvis den rejsende ikke modtager de ydelser, som gennem udbudsmaterialet, hjemmesiden eller særlige aftaler med rejsearrangøren er angivet på rejsedokumentet, eller ydelserne er af ringere kvalitet end det aftalte eller tilsikrede.

Uregelmæssigheder, som almindeligvis må betegnes som bagatelagtige, anses dog ikke som mangler. Det bemærkes, at rejsebureauet har ret til ansvarsfrit at aflyse programførte udflugter, såfremt der ikke opnås tilstrækkelig tilslutning til disse.

Det anses heller ikke for en mangel ved rejsen, at vejr- og temperaturforhold på bestemmelsesstedet afviger fra det sædvanlige, ligesom forhold, som i det væsentlige skyldes den rejsendes egen forsømmelse, ikke betragtes som en mangel ved rejsen.

Vil den rejsende påberåbe sig en mangel ved pakkerejsen, skal den rejsende give rejsearrangøren meddelelse herom snarest muligt, efter at den rejsende har konstateret manglen.

Er pakkerejsen mangelfuld, kan den rejsende kræve, at rejsearrangøren afhjælper manglen, medmindre dette er umuligt eller vil påføre rejsearrangøren uforholdsmæssige omkostninger under hensyn til manglens omfang og de berørte rejseydelsers værdi.

Kan den rejsende kræve afhjælpning, og afhjælper rejsearrangøren ikke manglen inden for en rimelig frist fastsat af den rejsende, kan den rejsende selv afhjælpe manglen og kræve nødvendige udgifter til afhjælpningen refunderet. Den rejsende kan undlade at fastsætte en frist, hvis rejsearrangøren nægter at afhjælpe manglen, eller hvis øjeblikkelig afhjælpning er påkrævet.

Kan afhjælpning ikke kræves af de ovenfor anførte årsager, har den rejsende ret til et forholdsmæssigt afslag i prisen eller efter omstændighederne erstatning for direkte og henførbare, økonomiske tab.

Kan en væsentlig del af de aftalte rejseydelser ikke leveres, skal rejsearrangøren uden udgifter for den rejsende tilbyde denne alternative rejseydelser af en så vidt muligt tilsvarende eller højere kvalitet end aftalt.

Hvis de tilbudte alternative rejseydelser medfører, at pakkerejsen er af en lavere kvalitet end aftalt, har den rejsende krav på et forholdsmæssigt afslag i prisen, medmindre manglen skyldes den rejsendes egne forhold.

Den rejsende kan kun afslå de tilbudte alternative rejseydelser, hvis de ikke udgør en tilsvarende ydelse i forhold til aftalen eller det tilbudte forholdsmæssige afslag er utilstrækkeligt.

Kan rejsearrangøren ikke tilbyde alternative rejseydelser, eller afviser den rejsende de tilbudte rejseydelser grundet for lav kvalitet, kan den rejsende kræve et forholdsmæssigt afslag og efter omstændighederne erstatning for direkte økonomisk tab.

Hvis der foreligger væsentlige mangler, og pakkerejsen omfatter passagerbefordring, har den rejsende ret til, at rejsearrangøren uden unødig forsinkelse sørger for hjemtransport af den rejsende med et transportmiddel svarende til det aftalte uden omkostninger for den rejsende.

Påvirker en mangel pakkerejsen væsentligt, og har rejsearrangøren ikke afhjulpet den inden for en rimelig frist fastsat af den rejsende, kan den rejsende hæve aftalen om pakkerejsen.

Hæver den rejsende aftalen, skal rejsearrangøren tilbagebetale samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen, med fradrag af et beløb svarende til den værdi, som pakkerejsen har haft for kunden.

Hæver den rejsende aftalen, og omfatter pakkerejsen passagerbefordring, har den rejsende ret til, at rejsearrangøren uden unødig forsinkelse sørger for hjemtransport af den rejsende med et transportmiddel svarende til det aftalte uden omkostninger for den rejsende.

Den rejsende har krav på erstatning fra rejsearrangøren for ethvert økonomisk tab, som den rejsende lider som følge af en mangel, medmindre manglen skyldes,

1) den rejsendes egne forhold
2) en uvedkommende tredjemand og er uforudsigelig eller uundgåelig eller

3) uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder.

Har manglen forvoldt den rejsende væsentlig ulempe, kan der tilkomme den rejsende en godtgørelse, medmindre manglen skyldes en af det ovenfor anførte forhold.

Er forpligtelsen til at betale erstatning for en tjenesteyder, der udfører en rejseydelse, begrænset af internationale konventioner, der er bindende for EU, finder de samme begrænsninger anvendelse på rejsearrangørens ansvar.

Er ansvaret for en tjenesteyder, der udfører en rejseydelse, ikke begrænset i internationale konventioner, kan den erstatning, som en rejsearrangør skal betale efter disse regler, begrænses i aftalen om pakkerejsen. Erstatningen kan dog ikke begrænses til mindre end tre gange pakkerejsens samlede pris.

Der kan dog ikke foretages en begrænsning i erstatningen for personskade og skade, som er forvoldt forsætligt eller uagtsomt.


Den erstatning, som rejsearrangøren er forpligtet til at betale efter disse regler, begrænses i overensstemmelse med Warszawakonventionen af 1929 angående indførelse af visse ensartede regler om international luftbefordring i tilfælde, hvor denne gælder for tjenesteyderens ansvar for den mangelfulde del af pakkerejsen.

Ret til erstatning eller forholdsmæssigt afslag efter denne lov har ikke betydning for den rejsendes rettigheder efter EU-forordninger om passagerrettigheder (Forordning 261/2004) og erstatningsansvar ved passagertransport og efter internationale konventioner.

Har den rejsende opnået erstatning eller forholdsmæssigt afslag efter sådanne forordninger og internationale konventioner, fratrækkes det modtagne beløb erstatningen eller det forholdsmæssige afslag, som gives efter pakkerejseloven.

Alle ankomsttider, der er angivet i udbudsmaterialet, på hjemmesiden og i rejsedokumentet m.v., skal betragtes som forventede. Rejsearrangøren kan ikke gøres ansvarlig for tab og gener, som skyldes mindre afvigelser i forhold til de oplyste ankomsttider.

Rejsearrangøren yder ingen kompensation for ulempe grundet forsyningssvigt på hoteller, herunder midlertidige afbrydelser af f.eks. varmt vand, varme og aircondition. Der ydes heller ikke erstatning, hvis swimmingpools og lign. faciliteter midlertidigt er ude af brug på grund af nødvendige reparationer eller vedligeholdelsesarbejder. Endelig fraskriver rejsearrangøren sig ethvert ansvar for oplysninger, som findes i hotellernes egne brochurer.

Såfremt de lokale sundhedsmyndigheder træffer beslutning om, at den rejsende grundet sygdom, epidemi e. lign. På rejsemålet skal forblive på sit værelse eller på hotellet under dele af ferieopholdet, betragtes dette ikke som en mangel, som rejsearrangøren skal kompensere eller er erstatningsansvarlig for. Det gælder, uanset om sundhedsmyndighedernes påbud skyldes de rejsendes eller andres forhold. 

Ligeledes er rejsearrangøren ikke ansvarlig for eventuelle meromkostninger til forlænget indkvartering samt evt. forplejning eller for efterfølgende hjemrejse, hvis denne ligger efter det i rejseaftalen fastsatte, hvis de lokale sundhedsmyndigheders retningslinjer har nødvendiggjort dette.

Rejsearrangøren er dog forpligtet til i denne situation at yde den rejsende den fornødne service og praktiske bistand.
 

Den rejsende er selv ansvarlig for medbragte værdigenstande og penge samt opbevaring af disse under ferien. Rejsearrangøren er ikke ansvarlig for værdigenstande, som bortkommer fra hotellets deponeringsbokse eller lign.

Flyrejsen kan kun benyttes på de på bekræftelsen/Min Rejse angivne dage for ud- henholdsvis hjemrejse. Det er ikke muligt at forlænge eller afkorte en påbegyndt charterrejse, og det er ligeledes ikke muligt at tilslutte sig rejsen i udlandet. Rejsende, som ikke møder frem til udrejse, mister retten til hjemrejse og øvrige ydelser. Det er således ikke muligt at bestille en returbillet og kun benytte f.eks. hjemrejsen. Der ydes ingen refusion for eventuelt ubenyttede dele af rejsen som f.eks. hotel, pension m.m.

Ved krydstogt kan i sjældne tilfælde forekomme ændringer i planlagt rute grundet vejrforhold eller andre sikkerhedsrelaterede årsager, som er udenfor rederiets kontrol. Dette berettiger ikke til nogen form for kompensation eller erstatning til kunden.

 

Pkt. 6 - Luftfartsselskabets ansvar
For danske luftfartsselskaber samt andre luftfartsselskaber med operations licens udstedt i EU er der i følge EU Rådsforordning (EF) No 2027/97, som ændret ved forordning 889/02, ingen begrænsning i tilfælde af, at en passager bliver dræbt eller lider skade på legeme eller helbred ved en ulykke ombord i eller ved indstigning eller udstigning af et af deres fly.

Sådanne selskaber har ikke pligt til at betale mere end et beløb i lokal valuta svarende til SDR  113.000, hvis selskabet kan bevise, at skaden ikke skyldes forsætlig eller uagtsom handling eller undladelse fra befordreren eller dennes ansattes eller dennes agenters side, eller skaden alene skyldes forsætlig eller uagtsom handling fra tredjemands side. Dog kan selskabet fritages helt eller delvis for erstatningsansvar såfremt passageren forsætligt eller uagtsomt er skyld i eller medvirkende til ulykken.

I tilfælde af en ulykke, vil selskabet udbetale et forskudsbeløb til dækning af umiddelbare omkostninger senest 15 dage efter, at den erstatnings berettigede person er blevet identificeret. I tilfælde af død skal et foreløbigt beløb ikke være mindre end et beløb svarende til SDR 16.000. Selskabet forbeholder sig ret til at kræve sådan betaling tilbage i tilfælde af, at modtageren fejlagtigt er blevet erstatnings berettiget eller at betalingen overstiger selskabets erstatningspligt på grund af uagtsomhed af modtageren eller passageren.

I henhold til internationale bestemmelser er det af sikkerhedsmæssige grunde forbudt at transportere farligt gods i den indleverede bagage. Nærmere oplysninger fås ved henvendelse til luftfartsselskabet eller rejsearrangøren.

Vi gør opmærksom på, at luftfartsselskabets og dermed rejsebureauets erstatningsansvar for ødelagt/bortkommen bagage er begrænset. Derfor opfordrer vi til, at der tegnes separat bagageforsikring.

For luftfartsselskaber, registreret i et EU-land, gælder forordning 261/2004 om passagerrettigheder. Eventuelle krav i henhold til denne forordning skal rettes direkte til luftfartsselskabet og ikke til rejsebureauet.

Pkt. 7 - Den rejsendes pligter og ansvar
Den rejsende er forpligtet til at følge de anvisninger for rejsens gennemførelse, som rejsebureauet eller dennes repræsentant samt flyselskab m.fl. fastsætter. Den rejsende skal respektere de ordensbestemmelser, som fastsættes med hensyn til transporten til og fra bestemmelsesstedet samt for ophold på hoteller m.v. Grove eller gentagen overtrædelse heraf kan medføre bortvisning fra rejseselskab og/eller hotel, således at videre ophold og hjemrejse må foretages på den rejsendes egen foranledning og for egen regning.

Den rejsende skal kunne tage vare på sig selv eller rejse med en, som kan hjælpe med personlig assistance, hvis det er påkrævet.

Lider man af en kendt sygdom (f.eks. lunge- eller hjertesygdomme), som kan medføre specielle behov under flyvningen, er det ens eget ansvar at sørge for en erklæring fra speciallæge samt eget forsikringsselskab, som dokumenterer, man er egnet til at deltage på flyvningen. Dette skal indsendes til flyselskabet, som herefter vil tage stilling til, om de kan medbringe passageren. Flyselskaberne kan kræve, man selv medbringer ekstra ilt, hvis man har behov herfor. Flykaptajnen kan til enhver tid afvise passagerer, hvis det skønnes, der vil kunne opstå helbredsmæssige eller sikkerhedsmæssige problemer i forbindelse med flyvningen.

Den rejsende er erstatningsansvarlig i overensstemmelse med almindelige erstatningsregler for skader, han forvolder på ejendele, som tilhører medrejsende, rejsebureauet, rejseledere, luftfartsselskab, hotel m.v.

Den rejsende er ansvarlig for at have gyldigt pas, visum, indrejsetilladelse og eventuelle vaccinationer. Som udgangspunkt bør passet altid gælde mindst 6 måneder efter hjemkomst. Det påhviler endvidere den rejsende at orientere sig om eventuelle indrejseformaliteter forud for eller under selve rejsen.

Oplysninger udover hvad der er givet af rejsebureauet, fås ved henvendelse til det pågældende lands ambassade eller konsulat og hos Seruminstituttet. Udenlandske statsborgere skal kontakte respektive ambassader samt Seruminstituttet, hvor de kan få oplysninger om, hvilke krav der stilles til deres lands statsborgere. Rejsebureauet kan ikke stilles til ansvar for omkostninger, som undladelse heraf måtte medføre for den rejsende.

Den rejsende skal selv afholde alle evt. udgifter, som skyldes mangler i ovennævnte formaliteter, eksempelvis hjemtransport som følge af manglende pas m.v., med mindre manglen skyldes fejlinformation fra rejsearrangøren.

Den rejsende er ligeledes ansvarlig for eventuelle følger af sygdom, ulykkestilfælde og lignende. under rejsen, og det påhviler den rejsende selv at afholde udgifter til lægehjælp, hospitalsophold, særlig hjemtransport m.v. Den rejsende skal holde sig orienteret hos rejsebureauets lokale repræsentant eller gennem opslag på hotellet om hjemrejsetidspunkt, herunder om eventuel ændring heraf i forhold til det på rejsebeviset anførte tidspunkt. 

Selv om den rejsende ikke møder rettidigt op ved udrejsen, bevarer den rejsende retten til hjemrejsen, medmindre lokal lovgivning udelukker dette.

Ved rejser med rutefly fra Danmark vil flybilletten altid blive annulleret, hvis man ikke møder rettidigt op til afrejsen.

Møder den rejsende ikke rettidigt ved hjemrejsen, mister den rejsende retten til denne og må selv foretage hjemrejse for egen regning. Rejsebureauet er ligeledes uden ansvar for, om rejsende, som selv sørger for transport til lufthavn ved hjemrejsen, foretager rettidigt check-in.

Hvis den rejsende ønsker at afbryde rejsen før tid og rejse hjem på egen hånd, uden at rejsearrangørens forhold med rette har givet anledning hertil, påhviler det den rejsende selv at afholde udgifterne til hjemrejsen. Der ydes ikke godtgørelse for evt. ubenyttede dele af rejsen og opholdet på rejsemålet. 

Den rejsende bærer ansvaret for, at såvel egen person som bagage er egnet til fly- eller bustransport. Det bemærkes, at gravide ikke må være passagerer i et fly, når de er i 8. eller 9. måned

Kaptajnen/chaufføren kan afsætte personer, som på grund af sygdom, beruselse eller andre årsager efter hans skøn er uegnede til at deltage i rejsen eller til gene for medpassagerer. Der ydes ikke refusion for eventuelle uudnyttede dele af rejsen, herunder udflugter eller andre arrangementer på bestemmelsesstedet.


Pkt. 8 – Rejsearrangørens bistand
Er en rejsende i vanskeligheder under rejsen, skal rejsearrangøren yde passende bistand uden unødig forsinkelse, navnlig ved at give oplysninger om lægehjælp, lokale myndigheder og konsulær bistand og ved at bistå den rejsende med at foretage fjernkommunikation og arrangere alternative rejsearrangementer.

Skyldes vanskelighederne den rejsendes forsætlige eller uagtsomme adfærd, er rejsearrangøren berettiget til at opkræve et rimeligt gebyr for sin bistand. Gebyret må ikke overstige rejsearrangørens reelle omkostninger.

Efterlysning af glemte sager må ske omgående efter hjemkomsten. Til dækning af omkostninger (administration, forsendelse m.v.) ved efterlysning kan rejsearrangøren opkræve et særligt gebyr, som betales, uanset om den efterlyste genstand tilvejebringes eller ej.

 

Pkt. 9 – Reklamationer

Eventuelle reklamationer skal med henblik på afhjælpning på stedet gøres gældende overfor rejselederen eller rejsearrangørens lokale repræsentant snarest muligt efter, at den rejsende har opdaget manglen. Undladelse heraf kan have indflydelse på behandlingen af kravet. Dette gælder dog ikke, hvis rejsearrangøren har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt, eller såfremt kravet skyldes skade på den rejsendes person.

På rejser med Apollo-rejseledere samt til rejsemål med telefonservice: Du skal reklamere på stedet til Apollos rejseledere eller ringe til det service-nummer, der er anført på Min Rejse.
På rejser uden Apollo-rejseleder: Du skal reklamere på stedet ved at ringe til det servicenummer, der er anført på Min Rejse.
Ved individuelle rejser med fleksibel rejselængde (se pkt.1) skal den rejsende straks henvende sig direkte til Apollo i Danmark.

Reklamerer du ikke straks, som beskrevet ovenfor, kan du miste retten til en efterfølgende erstatning.

Skal vi efter hjemkomsten fremskaffe kopi af ruteflybillet, tager vi et gebyr herfor på mindst kr. 200,-, svarende til det merarbejde, som dette medfører.

Reklamationer over fejl eller mangler, som ikke har kunnet rettes på rejsemålet, bør fremsættes skriftligt til rejsearrangøren snarest muligt og senest 4 uger efter rejsens afslutning men henblik på en hurtig behandling af sagen.

Såfremt parterne ikke kan opnå enighed om en pakkerejse, kan sagen indsendes til Pakkerejse-Ankenævnet, Haldor Topsøes Allé 1, st., Bygning 91, 2800 Kgs. Lyngby, Tlf: 45461100, hvis afgørelse rejsearrangøren som udgangspunkt er forpligtet til at følge. Er der alene tale om en flybillet, kan sagen indsendes til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V, Tlf.: 72218800.  

Et alternativ til at indsende en reklamation direkte til Pakkerejse-Ankenævnet er at sende reklamationen via Onlineplatformen. Onlineplatformen er en fælles indgangsportal i EU for forbrugere og erhvervsdrivende, som ønsker at bilægge tvister, der er opstået i forbindelse med salg via nettet. Platformen identificerer den kompetente klageinstans og overfører reklamationen til Pakkerejse-Ankenævnet f.s.v.a. pakkerejser eller til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen f.s.v.a. rene flybilletter eller indkvartering. Onlineplatformens hjemmeside hedder http://ec.europa.eu/odr.

Endelig kan sagen anlægges ved en domstol eller ved voldgift i Danmark.


Det påhviler kunderne at gemme alle relevante oplysninger og information i forbindelse med rejsen til brug for en eventuel reklamation over for rejsearrangøren.

Rejsearrangøren tager forbehold for trykfejl og eventuelle ændringer. Rejsearrangøren er dog forpligtet til at betale erstatning til en rejsende, der lider tab som følge af fejl, der skyldes tekniske mangler i rejsearrangørens bestillingssystem, medmindre fejlen skyldes den rejsende selv eller uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder.


Pkt. 10 - Individuelle rejser med kun fly (rute- eller charterfly) og fleksibel rejselængde.

Gældende for individuelle rejser (se pkt. 1) med kun fly, rute- eller charterfly og fleksibel rejselængde.

10.1. Ved rejser med kun fly med fleksibel rejselængde (rute- eller charterfly) er du ikke omfattet af pakkerejseloven. Apollo agerer her kun som agent for flyselskabet. Det er det pågældende flyselskab, som er ansvarlig for flytidsændringer, aflyste fly, bagage m.m. Eventuelle reklamationer eller krav rettes direkte til flyselskabet.

Læs mere om EU-forordning nr. 261/2004 og flypassageres rettigheder: http://europa.eu/youreurope/citizens/travel/passenger-rights/air/index_da.htm

10.2. Det er den rejsendes eget ansvar at kontrollere og holde sig opdateret med eventuelle tidsændringer, og Apollo er ikke ansvarlig for eventuelle merudgifter, som kan tilkomme. Vi anbefaler, at du ALTID kontrollerer afgangstiderne med flyselskabet via www.checkmytrip.com.

10.3. Ved spørgsmål vedrørende flyselskabets regler, håndtering og pris på bagage m.m. henvises til flyselskabets hjemmeside.

10.4. Ved bestilling af kun fly og individuel rejselængde, rute- eller charterfly, er det ikke muligt kun at benytte hjemrejsen, hvis man ikke har benyttet sig af udrejsen. Uudnyttede flystrækninger bliver automatisk annulleret af flyselskabet og ligger udenfor Apollos kontrol.

10.5. Flybilletter med 2 forskellige bookingnumre, dvs. rejser bestående af 2 eller flere enkeltrejser, håndteres som separate rejser, helt uafhængige af hinanden. Ved køb af  separate flybilletter (kun fly) er Apollo ikke ansvarlig for udebleven tilbagebetaling i forbindelse med tidsændringer, forsinkelser eller indstillede flyvninger.


Ovenstående regler om almindelige betingelser for køb og deltagelse i pakkerejser er opdateret i februar 2022.