7 tips til en forlænget weekend i Berlin
7 tips til en forlænget weekend i Berlin

Berlin er et af danskernes foretrukne storbyrejsemål. Og det med god grund. Den tyske hovedstød er nærmest lige rundt om hjørnet, markant billigere at opholde sig end Rom og London, og der er noget for enhver smag. Det uanset om det gælder kultur, kulinariske oplevelser eller for barnlige sjæle.

Jeg har besøgt Berlin mere end 20 gange, og giver her i samarbejde med Apollo syv anbefalinger til den skønne by.

Af Søren Sorgenfri

Book rejser til Berlin

1. Hvor skal familien bo?

Berlin har noget for enhver pengepung, når det kommer til overnatning. I den familievenlige afdeling skiller SAS Radisson Blue sig ud af flere årsager. Beliggenheden i Mitte er ideel til ekspeditioner ud i byen, og byens domkirke samt øen med de mange museer er et kort stenkast fra det store hotel. Det var partiledelsens favorithotel i DDR-tiden, men det grå isæt er længe væk. Især hotellets enorme akvarium på 25 meter i højden vækker glæde hos børn. Der er pool, spa og sauna og morgenmadsbuffeten er fremragende til prisen. Man giver cirka 1000 kroner pr nat for to personer i et standardrum alt efter hvilket tilbud du kan finde.

2. Hvis jeg gerne vil bo i historiske omgivelser?

Hotel de Rome ved Bebelplatz tilbyder luksus midt i historien. Det imponerende hotel har til huse i den gamle Dresdner Park, hvor byens førende fruer før de to verdenskrige opbevarede deres dyreste smykker, og kun hentede dem, når de skulle bæres i operaen ved Unter der Linden. Banken, der nu altså er hotel, havde første parket til nazisternes frygtelige afbrænding af jødisk litteratur foran Humboldt Universitetet og bygningens tykke stenmure gik heller ikke ram forbi. Der er i flere af suiterne stadig skudhuller i det træværk, der er bevaret siden 2. verdenskrig. Nutidens bygning er et Berlins top-hoteller med spa og mulighed for at nyde morgenmad i det overdækkede orangeri og tagterrassen tilbyder cocktails og skøn udsigt. Priser fra 1800 kroner og op.

3. Fodbold

Tyskerne er vilde med fodbold og sætter en stor ære i god stemning. Hertha Berlin har til huse på det store Olympiske Stadion, der er nemt at komme til med offentlig transport eller en taxa. En hyrevogn koster cirka 120 kroner fra det centrale Berlin ud til stadion i udkanten af byen. Billetter til kampe ligger til 15 euro og op. Jeg vil dog, hvis man har tiden til det, foreslå man gør et forsøg på at få billetter til en hjemmekamp med Union Berlin. De holder til på Alte Försterei i forstaden Köpernick. Det er lidt bøvlet at kommer dertil, men umagen værd. Stemningen til fodboldkampe der, den er ganske enkelt forrygende. Det er 20.000 medlevende fans, der lyder som 80.000. Til vinterkampe serverer de gule ærter lavet i en cementblander. Det er god stil!

4. Mad

Berlin er en rig buffet af spisemuligheder, og der er noget for enhver pengepung. I den billige, men velsmagende afdeling kan man trygt falde ind på, hvilken som helst Imbiss (grillbar) og bestille pølser derudaf. Tyskerne elsker deres pølser, og kvaliteten tages seriøst. Så kan man samtidig drøfte om, det var Hamburg eller Berlin, der opfandt curry-wursten. Eller forsøg dig med berlinervarianten af kebab – döner. Der er ingen grund til at anbefale et specifikt sted, for konkurrencen er så benhård, så niveauet skal være i top. Priser svinger fra 2,5 til 4 euro.

Det tyske grundkøkken er overset, og det er en skam. Det er tung, men skøn mad, og ved Gendarmenmarkt finder man to fine repræsentanter til rimelige penge. Aigner og Luther & Wegner er kulinariske institutioner i Berlin, og sidstnævnte serverer vel nok byens bedste schnitzel og en udendørsservering, der indbyder til man bare sætter sig og nyder udsigten til den smukke plads. Aigner er lige niveauet højere og kræver som regel bordbestilling i weekenderne. Det er hvid dug, men på den gode afslappede måde og tre retter med vin lander på 12-1500 kroner for to personer. Luther & Wegner kan gøres for 500 kroner for to. Og det er i sandhed alle pengene værd.

5. Monumenter

Berlin har som by spillet en hovedrolle i Europas historie. På godt og ondt. Store tænkere har boet i byen og sat sit præg på central og nordeuropæisk tankegang, men krudt og kugler har også spillet en stor rolle i byens fortid. Hvis man besøger Berlin for første gang, så vil jeg foreslå, man strikker en byvandring sammen begyndende fra Brandenburger Tor med udsigt til Rigsdagen og sejrssøjlen ’Guld-Else’. Derfra videre over til det jødiske monument. En labyrint af betonsøjler og museet i kælderetagen er benhårdt og forfærdeligt, men er en nødvendighed at se for at minde hinanden om holocaust er en forbrydelse mod os alle, og det må aldrig gentages.

Derfra til Tjekpoint Charlie i Friedrichsstrasse – bemærk de små partier af den gamle Berlinmur, der stadig kan ses rundt omkring – og over smukke Gendarmenmarkt til Bebelplatz hvor et vindue til et tomt kælderrum under pladsen er et tavst vidnesbyrd om nazisternes afbrænding af litteratur stemplet som ’samfundsfjendsk’.

Museumsfolket har derefter flere muligheder, da der er en rigdom af museer på museumsøen ved Berlins domkirke samt et udmærket DDR-museum under Radisson Blue-hotellet. Er man ikke til museer, så forsæt ned af Unter der Linden til det høje tv-tårn. Herfra ligger det gamle Østberlin inviterende åbent til videre gåtur.

6. Sejltur

Alle storbyer har deres hop af og på-busser til sightseeing. Berlins store udvalg af historisk sites ligger så tæt, at man bør gå fra seværdighed til seværdighed. Man misser mange små detaljer i bybilledet forskanset i en bus. Kanalbådene giver bedre mening. I forårssolskin er det skønt at sidde på dækket med en kop kaffe, solbriller og udsigt til det gamle og moderne Berlin i en skønsom blanding. Rigsdagen og kanslerbygningen blander sig med byggeri af ældre dato, og tager man en afgang – de varer mellem en til tre-fire timer – tæt på lukketid, så er der som regel så få med, at man kan få sig en god snak med guiden ombord, der gerne fortæller.


7. Markeder

Berlin har flere berømte markeder. Blandt andet Mauer Markt om søndagen. En finurlig blanding af loppemarked, madboder, gøgl og musik i søndagsmagelige omgivelser. Her vil jeg dog anbefale markedet ved Kollwitz Platz lørdag formiddag. Der er fine legepladser til ungerne i det omgivende parkanlæg, der er musik i børnehøjde, og gaden forvandles til en regulær gadebasar med salg af delikatesser, alt godt fra det økologiske univers, god kaffe, kager og små røverkøb som eksempelvis sjældne Lego-figurer.

Det er en stille, men enormt hyggelig start på weekenden, hvor børnene kan få lov til at brænde krudt af, mens man spiser en god og billig frokost. Der er borde og bænke, men ellers indtages græsset bare efter behag, hvis solen skinner. Og det er præcis det Berlin kan. Den lever livet uden, det koster en formue. Det kalder på en tur igen.