Mallorca

Oplev Mallorcas smukke natur
Mallorca er en ø, der har mange naturoplevelser, smukke udsigter og et varieret landskab. Her finder du hyggelige botaniske haver at slappe af i, spændende grotter at udforske, en majestætisk bjergkæde og mange naturreservater både til lands og til vands. Langs den snoede vej fra Andraxt til Valldemossa får du mange skønne naturoplevelser og mulighed for at tage de perfekte feriebilleder. Mallorca har også flere vidunderlige vandrestier!
Fantastisk udsigt fra Formentor
Halvøen Formentor er den dramatiske yderste spids af Serra de Tramuntana. Her er der en smuk fyrreskov, duftende oregano, kaktusser og palmer. Vejen herud er en serpentinvej med mange skarpe kurver i et dramatisk landskab. Glem ikke at stoppe ved udsigtspunkterne. Yderst på halvøen kan du se det smukke fyrtårn med sølvtag. På en klar dag kan du se så langt som til naboøen Menorca.
Cabrera National Park
Blot en times sejltur fra Mallorca ligger det spændende naturområde Cabrera, som består af øer og kalkstensklipper, og siden 1991 har været en nationalpark. Udover den særlige natur her, er der også interessante kulturelle steder at besøge, for eksempel et slot fra 1300-tallet. Bådture her afgår fra Mallorcas sydkyst, Colónia de Sant Jordi. Vælg mellem en rolig og afslappende heldagstur til øen eller en mere tempofyldt oplevelse rundt på øen med speedbåd.

S'Albufera Naturpark
Få ting er så afslappende som at kigge på fugle. I naturparken S'Albufera i Playa de Muro er der over 200 fuglearter, 1.500 forskellige planter, skildpadder og frøer. Området er også perfekt til rolige gåture. Parken er åben fra kl. 9.00 til 18.00. Der er gratis adgang, men tilladelser skal afhentes i receptionen inden kl. 16.00. Telefon: +34 971 892 250.
Botanicactus
Syd for Cala d'Or finder du en rolig og hyggelig botanisk have, som er en af Europas største. Her kan du vandre rundt i det afslappende miljø blandt kaktusser, urter, træer og blomster. I løbet af juni, juli og august har Botanicactus åbent på hverdage fra kl. 9.00 til 19.30 og i weekenden fra kl. 9.00 til 14.00. Adresse: Ses Salines-Santanyí km 1, Ses Salines.

Dragegrotterne
Mallorcas mest berømte attraktion er disse fantastiske drypstenshuler. Her bliver du mødt af en virkelig magisk atmosfære blandt flere tusind år gamle stenformationer. En af verdens største underjordiske søer, Martelsjön, 177 meter lang og nogle steder over 12 meter dyb, kan findes her. Dybt inde i hulerne kan du slå dig ned i amfiteatret, hvor der bydes på et lysshow til klassisk musik. Musikken spilles af et kammerorkester, der langsomt glider frem på en robåd. Efter showet har du også mulighed for at køre i gondol på søen. Uden for hulerne er der en dejlig have og et lille akvarium.
Grotterne i Artás
Dette er nogle af Mallorcas mange spændende grotter, der ligger 7 km fra byen Artá med en fantastisk udsigt over havet. På en guidet tur i grotterne, der går næsten 500 meter ind i klippen, ser du blandt andet den store Flaghal med 45 meter høje drypsten. Der afholdes også et lyd- og lysshow i en af hulerne.
Torrent de Pareis
For dig, der ønsker at komme lidt væk fra bylivet, kan en udflugt til Torrent de Pareis anbefales. Yderst i Sa Calobra finder du en lille strand og klippen Morro de la Vaca - Komulen - hvor en 200 meter lang tunnel fører videre til Torrent de Pareis. Her skærer udløbet af et vandløb et 40 meter bredt mellemrum mellem høje klippevægge. Om sommeren, når flodlejet er tørt, kan du gå hele vejen til Escora. For at få den bedste oplevelse anbefaler vi, at du gør det med en guide. Fuglelivet er rigt, og der er en god chance for at se de sorte gribbe, der lever her.
Alfabethaven
Alfabethaven kan prale af storslåede planter og boblende springvand. Der er også palmer, en dam med liljer og andre tropiske blomster i den arabiske have, bevaret som et minde om den mauriske højkultur. Alfabethaven er ca. 17 km uden for Palma på bjergstrækningen mod Sóller. Haven er åben mandag til lørdag fra kl. 9.30 til 18.30. Adresse: C/Palma-Soller km. 17, Bunyola.
Tips og inspiration
Se alle vores rejsetips til Mallorca, find og book en rejse til Mallorca eller tilmeld dig vores nyhedsbrev.