På vejen til Ksamil ligger den lille paradisstrand Pulebardha. Vil du ha ro og stilhed, så er dette stranden for dig – stranden ligger lidt afsides, og derfor er der væsentligt færre besøgende end på Ksamil. Fra fx hotel Glow Boutique Hotel & Suites og Santa Quaranta er der blot et kort biltur på omkring 10 minutter til smukke Pulebardha.
Durres Riviera
Ved havnebyen Durres finder man Albaniens længste strand, som strækker sig næsten 10 kilometer syd på. Den lange brede strand med blødt hvidt sand er lavvandet og børnevenlig. Her er solstole og parasoller neden for de mange hoteller og et stort udbud af vandsport. Langs med stranden er der en hyggelig promenade. Den del af Durres Rivieraen hvor Apollos hoteller ligger, hedder Golem-stranden.