Limnos

Populært udflugtsmål

Selv på de varmeste dage er der en dejlig brise i luften på Limnos. På strandene blæser vinden behageligt over sandkornene, og efter et par dage med sol & strand vågnede opdagelsesrejsende i mig, og jeg gik op i bjergene. Til det eneste sted af sin art i verden. Limnos kan ikke prale af bjerge så stejle som dem i Norge. Selv for uerfarne bjergbestigere er de små bjerge her forholdsvis overskuelige. I vest på "sommerfugleøen" kan man komme ret højt op og valget faldt på en tur op til Panagia Kakaviotissa - "kirken uden tag". Den førnævnte kirke ligger få km fra grusvejen, der fører ind til Kakavos-bjerget.

De fleste vælger at gå ad grusvejen, inden de drejer af og tager den smalle gangsti videre. Det er også den mulighed, som bjerggederne bedst kan lide, at dømme efter deres "rester". Ad den smalle sti op og ind i landet ind i det golde landskab præget af vulkansk sten og lavtvoksende buske, hænger en duft af krydderier i luften, lidt rosmarin, måske lidt timian. Her er stille og fredeligt. Og selvom Panagia Kakaviotissa er et populært udflugtsmål, så møder jeg ikke en eneste sjæl på netop denne dag. Men måske er det fordi det er slutningen af maj og påsken er forbi.

På flugt

Jeg kan ikke lide at vandre uden formål og har brug for et mål. En slags "belønning". Måske hænger det sammen med den chokolade, jeg blev lovet, hvis jeg gennemførte vandreture med mine forældre, da jeg var barn. Uanset hvad er det altid tilfredsstillende at nå det mål, du har sat dig.

Miniaturekirken i bjergene, som ligger ca. 10 km fra øens hovedstad Myrina i luftlinje, har en dramatisk historie, der går over 700 år tilbage. Stedet har blandt andet været et gemmested for munke på flugt fra tyrkerne. Stedet er så godt gemt, at man skal kende bjergene godt for at finde det. Eller følg stien fra parkeringspladsen, der fører dig dertil. De første munke kom hertil allerede i begyndelsen af 1300-tallet. Det var en kombination af askese og ønsket om stilhed, der tiltrak munkene til Limnos ørken. De sidste, der slog sig ned her, var fromme mænd fra klostret på øen Agios Efstratios sydvest for Limnos - drevet dertil af tyrkerne.

En oplevelse

Det var denne sidste bølge af munke, der byggede en mere omfattende kirke på bjerghylden. Men med årene faldt den ene munk efter den anden, indtil der kun var én tilbage. Inden den allersidste munk forlod Panagia Kakaviotissa - til fordel for Athos' berømte hellighed på fastlandet - overrakte han et ikon til en lokal hyrde.

Ifølge legenden pålagde han hyrden at bringe ikonet til klippekirken den første tirsdag efter påske hvert år. Det gjorde han pligtopfyldende, og selv i dag - flere hundrede år senere - udføres ritualet med deltagelse af både lokale og pilgrimme, ligesom munken havde overtalt hyrden til at gøre det. Det er med en vis ærbødighed - både for de mange, der engang søgte ly her og for historiens gang - at jeg bestiger de sidste trin til kirken - den eneste i verden uden tag.

På den anden side af kløften springer tre vilde geder op ad bjergsiden. De eneste synlige levende væsner så vidt jeg kan se. Så ser jeg røg komme fra stearinlysene foran et af ikonerne inde i kirken. Spiller myten om Panagia Kakaviotissa mig et puds? Oplevelsen af noget spirituelt forbliver stadig i min krop længe efter, at jeg er klatret ned fra bjerget og kan tage en aftensvømning i solnedgangen.

Tekst & billede: BjørnMoholdt, rejsejournalist