

Seværdigheder på Sicilien
Steder du ikke vil gå glip af
Sicilien er et rejsemål, der har lidt af hvert! Gyldne strande, charmerende landsbyer, historiske byer og storslåede naturoplevelser. Her venter alt fra vulkanen Etna og det farverige Palermo til det maleriske Taormina og antikke templer, der fortæller om øens lange historie. Uanset om du rejser for madens, kulturens eller det krystalklare havs skyld, er der altid noget nyt at opleve på Sicilien.
Europas mægtigste vulkan, Etna
Etna er en af Siciliens mest ikoniske seværdigheder og en oplevelse, der tiltrækker besøgende fra hele verden. Med sine mere end 3.000 meter over havets overflade dominerer vulkanen landskabet i det østlige Sicilien og tilbyder et unikt møde mellem kraftfuld natur, fascinerende geologi og storslåede udsigter. Etna er Europas højeste og mest aktive vulkan. Vulkanen har formet Siciliens landskab i tusinder af år og er stadig i konstant forandring. Trods sin kraft er området i dag et af Siciliens mest populære turistmål, hvor naturen og de vulkanske omgivelser skaber en oplevelse, der er ulig noget andet på øen.
Jo højere man kommer, desto mere ændrer landskabet sig. Grønne skove og frugtplantager overgår gradvist til et goldt vulkansk landskab med sorte lavafelter, kratere og vidtstrakte udsigter.

Vulkanen Etna på Sicilien
Postkort-smukke Taormina
Der er få steder på Sicilien, der er lige så berømte som Taormina. Med sin spektakulære beliggenhed højt over Middelhavet, sin elegante atmosfære og sine verdensberømte udsigter har byen længe tiltrukket både berømtheder, kunstnere og livsnydere fra hele verden. Her mødes siciliansk charme og italiensk elegance i et miljø, der gang på gang ender på lister over Europas smukkeste rejsemål.
Taorminas hjerte er den elegante hovedgade, Corso Umberto, som løber gennem det historiske centrum. Langs gaden finder du små butikker, mærkevarebutikker, lokale delikatesseforretninger, caféer og restauranter, hvor du kan sætte dig ned og nyde den sicilianske atmosfære. Taormina er også hjemsted for det antikke græske teater, Teatro Greco, som blev bygget for over 2.000 år siden.
Neden for Taormina ligger Isola Bella, en lille ø, der ofte kaldes Middelhavets perle. Det turkisblå vand, de omkringliggende klipper og den frodige, grønne ø skaber et landskab, der næsten ser for smukt ud til at være virkeligt. Du kan nemt dig dertil ved at tage svævebanen, der forbinder bymidten med kysten. Turen tager kun et par minutter og byder på fantastiske udsigter undervejs.

Efter The White Lotus steg lysten til at rejse til Sicilien markant, og Taormina blev hurtigt en af Middelhavets hotteste rejsemål.
Siciliens hovedstad Palermo
Palermo er en farverig by, der overrasker mange besøgende. Her mødes du af et mylder af kulturer, smagsoplevelser og historiske påvirkninger, der tilsammen har skabt en af Italiens mest fascinerende byer. Arabiske kupler, normanniske paladser, barokke kirker og livlige markeder ligger side om side og gør hver eneste gåtur til en opdagelsesrejse.
Palermo er også et paradis for madelskere. Her finder du nogle af Siciliens mest klassiske smagsoplevelser, fra arancini og panelle til friskbagt cannoli og frisk fisk direkte fra Middelhavet.
Smukke Cefalù
På Siciliens nordkyst ligger Cefalù, en af øens mest elskede småbyer. Her finder du en perfekt kombination af strandliv, historie og en autentisk italiensk småbyfølelse. Den gamle bykerne strækker sig langs havet med smalle gAder, tørresnore mellem husene, små torve og restauranter, hvor dagens fangst ofte står på menuen.
Cefalùs mest berømte vartegn er den imponerende normanniske katedral, der rejser sig lige i hjertet af byen. Herfra er der kun få skridt til strandpromenaden og den lavvandede sandstrand, der tiltrækker både lokale og besøgende i sommermånederne.

Palermo byder på alt fra historiske paladser og livlige markeder til trendy vinbarer og lokale specialiteter
I "The Godfather" fodspor
For filmelskere er Sicilien også stærkt forbundet med en af de mest ikoniske historier i filmhistorien. Flere scener i Francis Ford Coppolas klassiker "The Godfather" blev optaget i de små bjerglandsbyer Savoca og Forza d'Agrò, kun en kort udflugt fra Taormina. I Savoca besøger du den berømte Bar Vitelli, hvor Michael Corleone møder Apollonias far for første gang. Her står tiden næsten stille, og meget ser ud, som det gjorde, da filmen blev optaget i 1970'erne. Gå en tur gennem de smalle gader, sæt dig ned på en udendørs terrasse og genkend omgivelserne fra nogle af filmens mest mindeværdige scener.
Sicilien har længe været en favorit blandt filmskabere. Efter "The Godfather" har øen fortsat været at se på det store lærred og på tv, senest gennem tv-succeser som "Husdrømme på Sicilien", "The White Lotus" og Netflix-serien "Leoparden", hvilket har fået endnu flere til at få øjnene op for Middelhavets største ø.

Bjergbyen Savoca med kirken Chiesa di San Nicolò, hvor Michael og Apollonia blev gift i filmen "The Godfather"
Agrigento, Templernes dal
På Siciliens sydkyst, lige uden for Agrigento, ligger Templernes Dal (Valle dei Templi), et af verdens bedst bevarede arkæologiske områder fra den græske antik. Her venter en rejse flere tusinde år tilbage i tiden, hvor mægtige templer, historiske ruiner og smukke landskaber tilsammen skaber en af Siciliens mest mindeværdige oplevelser. Området er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og regnes for en af Italiens største seværdigheder. Selv dem, der normalt ikke er særligt interesserede i historie, bliver som regel imponerede over de enorme bygninger, der har stået her i over to tusind år. Det mest kendte tempel er Concordia-templet, som er et af de bedst bevarede græske templer i verden. Trods sin høje alder står den stadig næsten intakt og giver et fascinerende indblik i oldtidens arkitektur og ingeniørkunst. Når du går en tur gennem området, kommer du også forbi resterne af flere andre templer, der vidner om Agrigentos betydning i den periode, hvor byen var en af Middelhavets rigeste og mægtigste.

I Templens dal står Concordiatemplet stadig stolt efter over 2.000 år

