Limnos

Der går ikke længe, før samtalerne starter mellem bordene. Det kunne selvfølgelig have noget at gøre med den lækre vin. "Der er ikke noget, der samler mennesker som mad og vin," siger de tre venner fra Østfold i Norge, der har inviteret mig til deres bord. Den gode stemning ved bordet er en bekræftelse på netop det.

God kvalitet

Limnos er måske ikke et sted, man spontant forbinder med vin. Øen virker gold og uregerlig, og den vulkanske jord er dårlig. Men under den tilsyneladende golde overflade er jorden ofte rig. Denne gave fra naturen har fostret en vinkultur, der går tilbage til førkristen tid. En af dem, der nævner den udsøgte druesort "Limnio", er Aristoteles, antikkens største tænker.

"Som en kender af det gode liv satte Aristoteles pris på karakteren af lokale druer," forklarer Eleftheria Konstantara, der voksede op på Limnos. Hun mener, at vinene på Limnos ikke er specielt sammenlignelige med det, man finder på den anden side af Det Ioniske Hav. Tværtimod. Grækenland og Limnos - en ø, der har bevaret meget af sin oprindelige karakter, har taget kvantespring i kvalitet i løbet af det sidste årti.

Siden oldtiden

Eleftheria tager folk med på vinture rundt på øen. Hendes udflugter er åbenbart populære. Alle borde er optaget, når vi sætter os med glassene foran os, og Eleftheria begynder at fortælle om vinkulturens spændende rejse. I verden og Grækenland generelt, og Limnos i særdeleshed. "Min interesse for vin hænger sammen med minder, jeg har fra min opvækst," forklarer Eleftheria, da foredraget er slut, og hun går rundt om bordene. Som i de fleste kulturer omkring det nordlige Middelhav, var vin en lige så naturlig del af det græske måltid, som salt og peber er på vores breddegrader. Foredraget har gjort os lidt klogere, både på Limnos som ferieø, men også som et sted velegnet til vindruer. Eleftheria fortæller om Hefaistos, den græske ildgud, som ifølge legenden havde sin smedje på Limnos, og om de indfødte druer her – såsom Limnio og Muscat – der trives i den næringsrige, vulkanske jord. Et faktum, der blandt andet forklarer, hvorfor øen blev en central vinproducent for mere end 2.000 år siden. Ind i mellem skænker Eleftheria gavmildt op i glassene. Vi har god tid, selvom vinkooperativet i udkanten af Myrina kun er første stop.

Stærkere drinks

Lidt længere inde på øen – et stenkast fra en af Limnos mest populære restauranter – får vi serveret en markant stærkere drink. Tsipouro er en aperitif, der ifølge destilleren Nicolaos ikke må forveksles med den langt mere berømte ouzo. "Denne drik holder sig til opskriften," forklarer han.

Nicolaos bor i udkanten af den lille landsby Sardes, lidt længere inde på øen. Det skjul, vi befinder os i, minder mest om en ulovlig forretning, hvor lyset fra gadelygterne ikke når hele vejen. Den stikkende følelse af noget uhyggeligt forstærkes af tusmørket, der gradvist omslutter os. – Yamas! siger Eleftheria og nipper til "ildvandet", som hovedsageligt er lavet af druer, der ikke egner sig til vin. Alkoholprocenten er 50 procent og noget de fleste måske udsætter til efter middagen, og middagen venter på os et par hundrede meter nede ad gaden, så vi nipper forsigtigt til de to varianter, der kan købes – med eller uden anis. Da vi går mod middagen efter godt en halv time, er Mantella-restauranten begyndt at fylde op. "Der er en god blanding af både lokale og turister her," forklarer ejeren, mens han guider os hen til vores bord. "Det lover godt for fremtiden," siger mine bordkammerater, inden han tager imod drikkevarebestillingen. "Vin," siger rækken af forventningsfulde spisende gæster på hver side af langbordet næsten i kor.

Det bliver en sen aften...

Tekst & billede: Bjørn Moholdt, rejsejournalist