
De fineste strande i Den Dominikanske Republik
Strandene i Den Dominikanske Republik opfylder alle kravene til det, der normalt forbindes med en paradisstrand – kridhvide eller gyldne med finkornet sand, svajende palmer og et azurblåt hav med en behagelig vandtemperatur.
Playa Dorada
Playa Dorada ligger lige øst for Puerto Plata, og takket være sin renlighed og sit klare vand har den det europæiske miljømærke Blå Flag. Hvis du gerne vil tage det roligt og sætter pris på orden og overskuelighed – så behøver du ikke lede længere. I Playa Dorada holdes gaderne rene, de grønne områder er velholdte, og hotellet falder smukt i ét med omgivelserne. Velkommen!
Snorkel ved Calleton Beach
Calleton Beach ligger lidt gemt væk i byen Rio San Juan. For at komme hertil fra byen skal man køre eller gå ad en ujævn grusvej, men når man først ankommer, indser man, at det var besværet værd. Stranden er ikke stor, men ligger i en lille bugt, hvor vandet er turkisblåt og sandet er gyldent. Under mandeltræerne er der små, enkle restauranter, hvor du kan nyde lokale delikatesser. Husk at spørge efter dagens fangst, som du vil få serveret på stranden. Afslut dit måltid med en kold Piña Colada serveret i frisk ananas.

Fred og ro ved Playa Rincon
Yderst i bugten på den nordøstlige spids af Samana-halvøen ligger Playa Rincon, en af øens allerbedste strande med syv km kridhvidt sand, turkisblåt hav og grønne palmer. Men selvom alle ved, at den fantastiske strand ligger her, er det de færreste, der rent faktisk når hertil. For at kunne komme frem på den dårlige, ujævne vej har man nemlig brug for et køretøj med firehjulstræk. Eller du kan tage en båd fra landsbyen Las Galeras på ca. 20 minutter. Når det er tid til frokost, spises den på en af strandens fiskerestauranter.
Playa Grande
Nær byen Rio San Juan på øens nordkyst ligger den dejlige strand Playa Grande. En strand indrammet af høje klipper og ofte med høje bølger. Her er der fremragende surfforhold, og det turkisblå vand er fantastisk at svømme i. For familier med børn findes der dog bedre alternativer, da der ved blæsende vejr opstår kraftige undervandsstrømme her.



