Porto_Cervo
Cagliari

Byerne på Sardinien

Byerne på Sardinien har alle charme med hyggelige stræder og farverige huse. Søger du liv og aktivitet, skal du holde ferie i havnebyen Porto Cervo, og hvis du rejser med familien, kan vi anbefale Alghero med den børnevenlige Lido-strand. På den vestlige kyst ligger en af Italiens smukkeste byer – Castelsardo, med farverige bygninger placeret op af en bakke.


Sardiniens hovedstad Cagliari
På den sydlige del af Sardinien ligger øens hovedstad Cagliari. I bykernen fra middelalderen ligger de pastelfarvede huse side om side, og i havnen findes et stort udbud af caféer, restauranter og barer. På en bakke ovenfor byen ligger bydelen Castello, og herfra har du en fantastisk udsigt over byen. Castello vidner om alle de invasioner, Sardinien har været med i, blandt andet via domkirken, som er bygget i pisansk-romersk stil med tilbygninger i barok-stil. En af Cagliaris mest velbevarede seværdigheder er det romerske amfiteater, der i sommermånederne er scene for forskellige koncerter og teaterforestillinger.

Porto Cervo Porto Cervo

Porto Cervo på Smaragdkysten
Porto Cervo er hovedstad på Costa Smeralda, eller Smaragdkysten som den også kaldes, og ligger på nordøens mest eksklusive sted. Hertil har Europas kongelige og jetset rejst siden starten af 1960'erne. Ved hjælp af verdensberømte arkitekter og designere lod prins Karim Aga Khan 4 opføre Porto Cervo som en mauritisk middelalderby. I havnen ligger de luksuriøse yachter på rad og række, og her findes masser af restauranter, der serverer både italienske og sardinske specialiteter. Om aftenen er der et livligt forlystelsesliv på barerne og natklubberne ved havnen. Hvis du vil opdatere feriegarderoben, er her de fleste eksklusive designbutikker, og nogle kilometer syd for Porto Cervo kan du tage en runde golf på banen Pevero Golf Club.

Olbia
Syd for Costa Smeralda ligger den hyggelige og levende småby Olbia, hvor det italienske hverdagsliv har sin gang. Byen har en lang og spændende historie, og her findes blandt andet en romansk basilika, San Simplico, som blev bygget i 1100-tallet, da Olbia var hovedstad i det selvstændige kongedømme Gallurien. I den gamle bykerne ligger smalle stræder og små fontæneprydede torve med isbarer og caféer. Olbia er et lidt mere roligt alternativ til Porto Cervo, som samtidigt ligger nær Costa Smeraldas fantastiske strande.

Alghero
Middelalderbyen Alghero ligger på Sardiniens nordlige kyst og består egentlig af to dele. Indenfor byen ringmur ligger smalle brostensbelagte stræder og isbarer samt trattoriaer. Nord for den gamle bydel ligger den nyere bydel Lido. Den palmeklædte strandpromenade fører til Lido-stranden, som er børnevenligt lavvandet og omgivet af caféer og restauranter. På Lido-stranden er der mulighed for at leje solstole og parasoller. To kilometer udenfor Alghero ligger naturstranden Maria Pia, med krystalklart vand, hvidt sand og duftende pinjeskove, som giver skygge.

Bosa og Castelsardo
Hvis du vil holde ferie i en af Italiens smukkeste småbyer, skal du tage til enten Bosa eller Castelardo på den vestlige kyst. Begge byer har farverige bygninger, der er placeret op ad en bakke og omgivet af en ringmur. Indenfor Bosas ringmur kan du gå langs de smalle gader og opleve kirker og butikker. Bosa har også flere værksteder, der laver filigree-smykker af tynde guld- og sølvtråde. Hvis du vil forevige denne lille perle af en by på foto, skal du tage op til borgen Castello di Malaspina, hvor du har en fantastisk udsigt over Bosa og de frodige bakker.

I Castelsardo mødes du af smalle gader og hyggelige torve. her findes seværdigheder med en lang historie – blandt andet kirken Santa Maria med sit middelalderkrucifiks "Sorte Kristus" og katedralen St. Antonio. Langs de smalle stræder er der masser af rustikke restauranter og delikatessebutikker. Nogle kilometer syd for Castelsardo findes den berømte Elefantklippe, der er blevet en af Sardiniens mest kendte symboler.