Mere om rejsemålet
Både øen og hovedstaden hedder Korcula – også selv om øen oprindeligt blev kaldt "Sorte Korfu" af de første indvandrere (der var grækere), et navn der kommer fra den tætte vegetation af pinjetræer og olivenlunde. Korcula ligger i færgeafstand fra både Split og Dubrovnik - begge fantastiske byer, der nemt kan besøges i løbet af dagen.
Korcula by
Korcula by er en typisk dalmatinsk middelalderby, hvor stenhusene med sine karakteristiske røde tegltag står tæt blandt brostensgader og hyggelige caféer. Her finder vi også Marco Polos fødested, og hvert år i maj afholdes en festival til ære for den store opdagelsesrejsende. En anden af byens seværdigheder er Sankt Markus-katedralen i byens centrum, bygget i kalksten med mange yndefulde ornamenter.
Korcula by er omgivet af en ringmur fra 1200-tallet. Tårnene og resterne af bymuren udgør et fantastisk syn, når man nærmer sig byen med båd, og tanken med det hele var også at skræmme sørøvere væk i gamle dage.
Strande på Korcula
På Korcula er man altid nær stranden – hvor end du befinder dig på øen. Her findes alle slags strande: stenstrande med badeplateauer, rullestensstrande og sandstrande. I syd finder du mange rolige bugter og uberørte sandstrande, mens den nordlige del er fladere med flere rullestensstrande.
Den mest populære sandstrand er Vela Przina, som ligger i vinbyen Lumbarda, længst ud på Korculas sydøstlige spids. Rullestensstranden Pupnatska Luka i den lille by Pupnat er kendt som en af de bedste stenstrande. Fælles for alle strande er det klare vand, der egner sig perfekt for dykning og snorkling.
Aktiviteter på Korcula
Ud over dykning og snorkling er paragliding en populær aktivitet på øen. Mange lejer kano eller kajak og sejler stille langs den naturskønne kystlinje. Vil du opleve øen via landevejen, kan du altid leje en cykel eller en mountainbike.
Er du interesseret i kunst og kultur, er der mange museer og gallerier rundt omkring på øen – gå ikke glip af muligheden for at se sværddansen, den opføres nemlig kun her på Korcula.
Korcula for alle mad- og vinelskere
På Korcula værner man om sine traditioner, også når det kommer til mad og vin. Lækre fiske- og skaldyrsretter som grillet blæksprutte og fiskegryde, makaronipasta og ovnstegt lam er bare nogle af lækkerierne fra det lokale køkken. Til det meste mad serveres olie, der kommer fra oliven fra restaurantens egen olivenlund.
Mange af øens dale er dækket af frodige vinplantager, og her produceres landets bedste hvidvine, der kommer fra de dejlige grk- og posipdruer. Hvis du interesserer dig det mindste for vin, skal du ikke gå glip af muligheden for at besøge en af øens vingårde!