Mad_i_Rom

Mad i Rom

I Rom er det normalt at spise middag ved otte-ni tiden om aftenen. At spise mad er en stor nydelse for indbyggerne i Rom - det er noget, man gør med familien, og som både skal være sjovt og tage sin tid. Vejen til hjertet går virkelig gennem maven for italienerne. Her er hvordan, og hvad du skal gøre for at føle det samme!

Et italiensk måltid

I Italien spiser man mere end forret, hovedret og dessert. Middagen er i stedet bygget op omkring aperitivo, antipasto, primo piatto, secondo piatto og dolce.

Aperitivo

I Danmark ville vi kalde en aperitivo for aperitif. Det er en lille velkomstdrink inden maden.

Antipasto

Antipasto er en lille appetitvækker, inden selve måltidet sætter igang. Det kan være charcuterier som forskellige slags som prosciutto og ost, oliven eller brød.

Primo Piatto

Primo Piatto er den første varme ret af to. Det kan være en lille pasta, en suppe eller lignende.

Secondo Piatto

Den anden varme ret er som vores hovedret. Det er som oftest kød, fisk eller fugl, som du bestiller sammen med en sideret – også kaldet contorni - som kartoffel, salat eller ris.

Dolce

Dolce er kronen på værket, desserten! Ofte er det ost og/eller frugt.

Mad og drikke du skal prøve i Rom

Pasta smager bedst i Rom

I Rom er det et must at prøve en klassisk pastaret, gerne på et trattoria. Vent til du  prøver en pasta Carbonara lavet i Rom. En anden kendt pastaret i Rom er pasta Arrabbiata, som i bund og grund en stærk tomatsauce. Tilsæt bacon i pastaen og du spiser en Bucatini Amatriciana. 

Kaffe á la Rom

En anden ting der gøres anderledes i Rom, er måden man drikker kaffe på. Kaffe nyder du stående ved bardisken og ikke i en to-go kop eller ved et bord. Det skal gå stærkt! Det tætteste du kommer på dansk kaffe, er at bestille en Americano. 

Is

Mange mener at verdens bedste is laves og spises i Rom. I Rom venter en ny isbar - gelateria - rundt om hvert et hjørne. Her sælges italiensk is - gelato - i alle mulige smage og kombinationer. Prøv isbar kæden San Crispino, eller isbaren Giolitti nær Den Spanske Trappe, og afgør det selv. Er det en rigtig hed dag i Rom, kan du prøve en kølende drik fra Rom, grattachecca, som er knust is med frugtsirup eller frugtjuice.

Vin på en fraschetta

Vil du opleve, hvordan en italiener oplever sit liv i Rom, kan du drikke vin på en ”fraschetta”. En fraschetta er en slags vinbar, uden at det ligner en bar. Før i tiden, da der var flere fraschettas, tog man sin egen mad med på restauranten, og så stod værten for vinen. I dag bestiller man det hele på fraschettaen.

Mad og drikke i Rom