En ridetur på stranden

Udflugter og aktiviteter

Hvem siger, at ferie kun er for at slappe af? Tjek Kefalonias udbud af spændende aktiviteter: prøv jetski, tag med zipline, rid hest eller tag rundt i undervandsgrotter. Men selvfølgelig skader et spabesøg heller aldrig...

Vandsportsaktiviteter med fart på

Den sjoveste vandsport man kan tænke sig, og bestemt ikke for dem der vil have fred og ro, er UFO. Den minder om en stor sofa, der flyver på vandoverfladen, og når hastigheden øges, hopper den højt på bølgerne. Vi garanterer, at det kilder i maven! En lidt mere kontrolleret sport er jet ski, som også kan prøves. Kefalonia Water Sports tilbyder ture på 15 minutter, som koster 35 euro. Adresse: Makris Gialos, Lassi.

Paddelture på havet

At padle i kajak udenfor Kefalonias kyst er en skøn naturoplevelse. Monte Nero Activities arrangerer udflugter, både for dem som vil tage det roligt og for dem, som ønsker en mere eventyrlig padletur. Turene afgår fra Argostoli, Agia Pelagia, Skala, Myrthos og Fiskardo. Tlf.: +30 693 401 0400 eller +30 693 290 4360.

Jet ski

Hæsblæsende højder

Flying Fox er noget for dig, som ønsker et adrenalinkick på ferien. På kabler glider man gennem luften, enten 30 meter over jorden ovenfor en pittoresk kirke eller fra en klippe til en anden ude ved kysten. Et højdeeventyr for den med is i maven! Adresse: Ampatielou 5, 28100 Argostoli. Tlf.: +30 697 998 7611 eller +30 267 110 0251.

Grotteeventyr i Melissani

Grotteeventyr

På Kefalonia er der masser af grotter, nogle af dem er kun ca. 20 meter dybe, mens andre er over hundrede meter dybe. Den erfarne arrangør Elements arrangerer ture, hvor du kan udforske nogle af dem. De tilpasser niveauet efter deltagerne, så alle får en helt speciel oplevelse. Adresse: Ampatielou 5, 28100 Argostoli. Tlf.: +30 697 998 7611 eller +30 267 110 0251.

Udendørs biograf

Lige bag ved torvet i Argostoli ligger Kefalonias lille udendørs biograf. Her viser de både gamle og nye film. De skifter film hver tredje, og de viser to forskellige film hver aften. Har du lyst til at opleve en tur i biografen i måneskin? Kontakt din rejseleder for mere information.

Lej en sejlbåd!

I Katelios og Fiskardo kan man leje sin egen sejlbåd. Det er en fantastisk oplevelse at sejle på Det Ioniske Hav med dets smukke øer og de fine små badebugter. Du kan f.eks. se Itakha, Zakynthos og Lefkas eller sejle langs med Kefalonias kyst og finde en næsten mennesketom strand, at tilbringe dagen ved.

Havskildpadder i havnen

Kefalonia er hjemsted for de fantastiske Caretta caretta-skildpadder. Går du ned til havnen i Argostolis om formiddagen, er der stor chance for at se dem på tæt hold. Hvis solen skinner, og havet er roligt, kommer de ind for at spise de fisk, som bliver smidt ud i vandet igen fra fiskerbådene. Det er en helt speciel oplevelse at se de imponerende dyr.

Tamme heste...

Kefalonias smukke landskab passer perfekt til en ridetur. Det er især skønt at ride oppe ved bjergene i Sami. På Bavarian Horse Riding Stables kan alle, nybegyndere og erfarne, begive sig ud på hesteryggen for at få en dejlig dag i den smukke natur.

... og vilde

Lej en jeep og tag ud og se på vilde heste. Oppe på Mount Ainos bor der nemlig syv hvide vildheste – en hingst og seks hopper. Hestene er ganske små og har kraftige hove, som gør, at de kan komme rundt i det bjergrige terræn. Du har størst chance for at se dem tidligt om morgenen, hvor det er lidt køligere. Mount Ainos er det højeste bjerg på Kefalonia og ligger på sydspidsen mellem Argostoli, Poros og Skala.

Tid til en ridetur?
Massage på Kefalonia

Mareblue Apostolata Spa

Hvad er bedre end at unde sig selv en skøn spaoplevelse på ferien? På det skønne hotel Mareblue Apostolata Spa i Skala findes der en lækker spaafdeling. Her kan du nyde en lerindpakning, chokolademassage, hot stone-behandlinger og hamam. Du kan også få manicure og pedicure... Tlf.: +30 267 108 3581.

Mærketøj og souvenirs

Midt inde i det centrale Argostoli finder du Kefalonias shoppinggade Lithostroto. Langs den marmorhvide gade finder du butikker, som sælger mærketøj som Tommy Hilfiger og Benetton blandet med en del souvenirbutikker og mindre butikker. Her ligger selvfølgelig også en hel del caféer og barer, som er mødested for de lokale, som gerne sidder her længe og nyder kaffe. Butikkerne har åben mandag til lørdag mellem 09.00 og 14.00. På tirsdage, torsdage og fredage har de også åben mellem 18.00 og 21.00.