Restaurant på Phuket

God mad på Phuket

At forsøge at navigere rundt i det store udvalg af restauranter på Phuket er en behagelig ferieudfordring. Her er spisemuligheder for alle pengepunge, smage og lejligheder. For at hjælpe dig med at finde det rigtige sted i øens gastronomiske jungle, så anbefaler vi nogle af vores yndlingsrestauranter på Phukets restauranter og madoplevelser.

Morgenmad og kaffe

Patongkoh er friturestegte brødpinde, som thailænderne ofte spiser sammen med en kop kaffe til morgenmad. De kan købes på det lokale marked i de tidlige morgentimer. Du kan købe brødpindene til ca. 20 baht, og så du bliver du mæt.

"Kopi de Phuket" er en kinesisk traditionel cafe, der byder på kaffe à la Phuket, lækre smoothies og gammeldags Phuket-kager. Derudover kan du prøve nogle lækre kinesiske retter. Stedet er ikke så kendt blandt turister, men derimod i thailandske filmkredse. Lidt sjov baggrundsviden er, at ejeren, Khun Nannapan, lagde thailandsk stemme til Belle i den animerede film ”Skønheden og udyret”. Du kan nemt komme hertil med tuk tuk eller taxi, vis gerne chaufføren adressen. Adresse: 10 Phang Nga Road, Phuket by.

Thailandsk mad

Fremragende fisk og skaldyr

Rawai er kendt for sine fiske- og skaldyrsrestauranter. Gå ikke glip af Nikitas i starten af strandpromenaden. Her venter dækkede borde, der strækker sig helt ned til stranden, og en menu der består af udsøgt fisk og skaldyr tilberedt lokalt. Adresse: Rawi Beach Road, Phuket.

Meget for pengene i Kata

Et tip er at spise på en ægte lokal restaurant i Kata. På Terrace Restaurant kan du nyde lækker mad i et hyggeligt miljø. Det smager virkelig lækkert, og du kan forvente utrolig lave priser - især når det kommer til de lokale retter. Prøv deres lækre Nam Tok Muu, som er en krydret lunken salat med grillet svinemørbrad. Adresse: 175 Kata Beach, Koktanode Road.

Lokalbeboernes favoritkroge

En gammel computer som er lavet om til et akvarium, gamle bøger og mad, der bliver serveret på borde lavet af gamle symaskiner, er blot nogle af de iøjnefaldende detaljer på Tammachat Restaurant. Populær blandt de lokale. Her kan du nyde thailandsk mad, frokost og aftensmad, og det bedste bord finder du nede ved vandfaldet. Adresse: 62/5 Soi Phutorn Bangkok Road, Phuket by (hold godt øje, da det er nemt at gå glip af denne restaurant).

Gademad på Phuket

Spis billigt og lækkert på madmarked

Plaststole og metalborde, dejlige dufte og en skare af mennesker - velkommen til madmarkedet i Phuket by. Her spiser du billigt og utroligt godt sammen med de lokale. Nudler, stegte ris, stegte rejer og kyllingespyd - her er noget for enhver smag. Hvorfor ikke bestille flere forskellige retter og prøve lidt af hvert? Markedet er åbent hver dag, men kom gerne efter kl. 18.30, så har alle spisestederne åbnet, og stemningen er helt i top. Madmarkedet ligger lige ved Robinson Ocean Plaza.

Gode vine til maden

Kroejeren og entreprenøren Tom McNamara serverer, hvad der måske er Phukets bedste thaimad, på restauranten Baan Rim Pa. Beliggende i et toetagers hus med teaktræ og med en flot udsigt over havet, venter en pianobar, vinkælder og et stort udvalg af cigarer. Kom gerne herhen i god tid og start med en drink i pianobaren, inden du sætter dig til bords. Det er en god ide at reservere bord. Adresse: 223 Kalim Beach Road Kathu, Patong (under Novotel Phuket Resort).

The 9th Floor Restaurant and Bar tilbyder, udover den fantastiske udsigt over Patong-stranden, også gode vine, cigarer og udsøgt mad fra Middelhavets køkken. Den er i gåafstand fra centrum, men du kan også tage en tuk tuk hertil. Adresse: 47 Rat-U-Thid R, Sky Inn Condotel

Middag med dans og musik

Ka Jok See ligner en almindelig restaurant, men klokken 22.00, når de fleste har spist, bliver der lagt op til dans - dansegulvet bliver fyldt op, og stemningen er i top. Det er normalt ikke muligt at booke bord, medmindre du er fastboende på Phuket eller personlig ven med ejeren. Vi anbefaler dig derfor at tage herhen inden kl. 20.00 for at få et bord. Restauranten ligger på en lille sidegade nær Ratsada Road, Phuket. Du kan nemt komme hertil med taxa eller tuk tuk. Husk dine dansesko! Adresse: 26 Takua Pa Road, Phuket by.

Two chefs restauranter byder både på international og thailandsk mad. Ud over god mad er det dejligt at nyde en drink og lytte til livemusik. Adresse: 256-7 Patak Road, Karon Beach og 32 Karon Rd, Kata Beach.

Scruffy Murphys i det centrale Patong Beach er en af de mest populære pubber i området. Succes-konceptet er enkelt - en succesfuld kombination af god mad og drikke og rigtig god service. Derudover kan du lytte til livemusik hver dag kl. 22.00-01.00 - og så kommer den gode stemning helt af sig selv!