Mad og drikke på Bali

Mad på Bali

Maden på Bali er præget af friske grøntsager, kød og fisk. Maden tilberedes med urter og krydderier, ofte sammen med ris og kokosnød. Madkulturen stammer fra hinduiske traditioner med indflydelse fra Kina og Indien.

På Bali er maden en stor del af oplevelsen. Balis restauranter og caféer er billige og gode. Her tilbydes mange madlavningskurser, og du kan opleve de forskellige retter på natmarkedet og på de lokale warungs (enkle restauranter). Nogle af de mest berømte retter er sate, nasi goreng og gado gado.

Sate

Sate eller satay er grillspyd, hvor kødet marineres i sød soyasovs og grilles over kul.

Nasi Goreng

En risret som kan varieres i det uendelige. Nasi goreng serveres normalt med æg, kylling eller rejer, men fås også som vegetarisk med f.eks. tempeh.

Gado-gado

Et mix af tilberedte grøntsager. Ofte serveres den med stegt tofu og hårdkogt æg. Blandingen toppes med en cremet jordnøddedressing.

Frugt på Bali

Velkommen til frugtparadiset

Den mest eksotiske frugt du kan prøve, når du er i Sydøstasien er naturligvis durianfrugten. Durian er elsket og hadet for sin usædvanlige smag og stærke aroma. Hvis du elsker blåskimmelost eller andre delikatesser med stærk lugt, skulle du prøve den. Ellers er der mange andre eksotiske frugter, som du kan prøve. Noget så velkendt som banan findes i mange sorter, farver, former og størrelser. Sæt tænderne i en perfekt solmoden og blød mango eller prøv lokale frugter som mangosteen, lychee og rambutan. Den lille frugt hedder rambutan, da "rambut" betyder "hår" på indonesisk. Prøv alle de gode frugter der vokser på Bali og sælges på markeder over hele øen.

Vegetarisk mad på Bali

Bali er en vegetars drøm. På trods af at Indonesien er et land, som tilbereder meget mad med kød og fisk, så er her masser af fantasifuld vegetarisk mad med grøntsager, tempeh eller tofu. Smagsfulde retter som nasi goreng eller gado-gado fås i vegetarisk udgave. I rolige og alternative Canggu  der ligger blot 30 minutter nord for Kuta, er der flere vegetariske og veganske madsteder. Du kan også tage på en udflugt til Balis spirituelle og kulturelle højsæde - Ubud. Her er raw food, veganske desserter og mange steder der tilbereder retter med friske, lokale råvarer uden animalske produkter. Hvis du rejser i oktober, så besøg veganfestivalen i Ubud, der ligger i starten af måneden.

Madlavningskursus på Bali

Inspireret af den gode indonesiske mad på ferien kan et madlavningskursus være en sjov og lærerig oplevelse. En sjov måde at være sammen med rejsefæller på, men også en god mulighed for at lære den balinesiske madkultur ordentligt at kende. Måske er det faktisk den allerbedste souvenir at tage med hjem.

Se kursus i Kuta her

Sanur finder du her