Vandsport i Egypten

Sport i Egypten

En ferie i Egypten handler ikke kun om sol og strand og afslappende dage i solstolen. Benyt dig af alle de sjove aktiviteter, som landet kan tilbyde! Her kan du blandt andet dykke, surfe og spille golf samtidig med at du nyder det solrige vejr og de smukke udsigter. 

Kite- og windsurfing

Hvis du elsker kitesurfing og windsurfing, så skal du besøge den populære strand Elements, der ligger nær Down Town i El Gouna. Her er vinden perfekt! Hvis du ikke er til den form for vandsport, så er der meget andet at lave - hvad med at nyde solen, spille billard eller beachvolley? For at komme til Elements skal du tage bussen, der kører fra Tamr Henna Square.

Vandaktiviteter med action

Vil du have eventyr i vandet, så skal du besøge vandparken Sliders Cable Park i El Gouna. Denne Cable Park er en af verdens største, og her er alt fra wakeboard-park til vandland med stor pool med solstole samt volleyball og tennis. 

Surfernes valg

Nord for Abu Tig Marina i El Gouna breder Mangroovy Beach sig ud. Stranden er et populært opholdssted for både kitesurfere og windsurfere, men hvis du ikke lige er den største fan af disse sportsgrene, kan du i stedet snorkle, spille strandfodbold eller beachvolley. Hvis du kan lide at feste, så skal du være her i sommermånederne - ofte arrangeres der mange strandfester.

Golfrunde med smukke udsigter

Er du golfinteresseret, bør du besøge The Cascades, som ligger i Soma Bay på byens højeste punkt. Her nyder du fantastiske udsigter over havet og bjergene, mens du tager en tur på den smukke 18-hullers bane.

Golf i El Gouna

Hvis du kan lide at spille golf, vil den nybyggede golfbane i El Gouna ikke skuffe dig! 18-hullers bane med flere bunkers og vandhuller giver dig en udfordring, uanset hvor god du er. Hvis du vil købe nyt udstyr eller have en velfortjent drink efter en dag på banen, finder du en golfbutik og en bar ved siden af komplekset. Golfbanen ligger ved Steigenberger Golf Resort i El Gouna. Adresse: El Gouna, Red Sea.

Høj adrenalin med gokart

Benzin i blodet? Hvorfor ikke trykke lidt ekstra på speederen på gokartbanerne i El Gouna eller Hurghada? I Hurghada finder du gokartbanen Pharaonic Go-Cart Club, som ligger nær Magawish hotel, og i El Gouna ligger banen mellem Downtown og Abu Tig Marina.

Boldsport

Elsker du fodbold ligesom egypterne? Så behøver du ikke at savne de store internationale landskampe i løbet af ferien. Både i Hurghada og El Gouna kan du følge de fleste af de store internationale fodboldkampe på mange af sportsbarernes storskærme. I Hurghada finder du Papas Bar placeret i den nye marina, et varmt tip til at se dine yndlingskampe, og i El Gouna kan du tage til Jobo, som ligger i Downtown ved torvet Tamr Henna. Hvis du vil opleve en egyptisk fodboldkamp, så kan du se en på en af Hurghadas lokale caféer. Vi anbefaler Retro Café og Mashrabyia på Sheraton Street i Sekala.