Meze
At bestille blandet meze (en masse småretter) er både hyggeligt og lækkert. Nogle af vores favoritter er saganaki (friturestegt ost), tzatziki, grillet aubergine, dolmades (vinbladsdolmer), hvidløgscremen haydari, krydret tomatsauce med hvidløg, oste, svampe, muslinger og diverse grøntsager.
Frugtmarked i havnen
Nede i havnen i Argostoli findes der to frugtmarkeder, hvor du kan købe frisk frugt til gode priser. Her finder du vandmelon, appelsiner, ferskner, jordbær – kort sagt alt du behøver til en skøn frugtsalat. Om formiddagen kommer lokalbefolkningen hertil for at købe frugt og grøntsager til familien.
Torvet i Argostoli
På torvet i Argostoli er der i højsæsonen små stande, hvor du kan købe forskellige lokale produkter. Her er desuden masser af restauranter og barer, som blandt andet byder på både græsk og italiensk mad. Om aftenen er der et skønt byliv med mange familier, som samles og børn, som leger i den lune aftenluft.