Kefalonias skønne strande
Nyd en skøn svømmetur i havet! Tjek vores tips til de bedste, mest aktive og mest rolige strande på Kefalonia. Så er det nemmere at finde den strand, der passer lige til dig.
Strandliv i Lassi
Midt i det centrale Lassi ligger den skønne, lange og brede sandstrand Makris Gialos. Her trives børnefamilien, og der findes desuden masser af vandsportsaktiviteter såsom bananbåd, ringe, vandski og paragliding. Stranden ligger nær både supermarkeder og spisesteder, og man kan leje solstole. En lille bakke fører ned til stranden.
Stranden Antisamos
Tag en tur til den idylliske strand Antisamos, som også kaldes Kaptajn Corelli-stranden. Her bader man i det klareste vand i en bugt omgivet af frodige bjerge. Stranden er dækket af små hvide sten, som skaber en smuk kontrast til det blå hav og de grønne bjerge. Medbring gerne badesko. Det tager cirka 45 minutter at køre til stranden, som ligger nordøst for Argostoli.
Postkortsmukke Myrthos
Myrthosstranden er en smuk strand, som er en af Grækenlands mest fotograferede. Det er fantastisk at stå højt oppe og se ud over den hvide strand og havet omgivet af duften af timian. Der kan dog være en del understrøm. Myrthosstranden ligger ca. 30 km fra Argostoli.
Ai Helis-stranden
For at komme til denne strand skal man parkere et stykke væk og gå det sidste stykke. Her er vandet krystalklart, og der er mulighed for at leje solstole og parasoller. Nogle gange i løbet af sommeren holdes der store fester på strandens beach bar.
Petanistranden
En anden strand med fantastisk udsigt og til tider store bølger er Petani-stranden. Den ligger ude på halvøen nord for Lixouri, og der ligger en skøn taverne, hvor man kan nyde både mad og drikke. Petani ligger cirka 40 minutter med bil fra Argostoli.