Spis dig gennem London

London er mere end hurtige kebabs og fede karryretter. Clasico giver dig her inspiration til en anderledes kulinarisk optakt til en fodboldtur i den engelske hovedstad.

Af Søren Sorgenfri, Magasinet Clasico

London er fodboldturismens epicenter. Ikke mindst for os med rødbedefarvet pas. Fra Kastrup, Billund eller Aalborg er der bare halvanden times flyvning og typisk med rasende billige flybilletter til den engelske hovedstad, og den rigdom af fodboldkultur der venter der. Alene i Premier League er der seks klubber med bopæl i hovedstadsområdet og yderligere ni i divisionerne lige under. Kort sagt. Der er noget for enhver smag og pengepung uanset om, man er til Premier Leagues verdensstjerner og billetpriser, der typisk runder 1000-kronen eller noget mere beskedne forhold og lavere priser i League One og Two.

For mit vedkommende var mit første møde med den engelske fodboldkultur tilbage i marts måned 1996. Det regnede naturligvis, men Stamford Bridge var tætpakket. Udenfor stadion blev solgt små bløde burgere og masser af poser med chips fra hurtigt arrangerede boder. Ved den indgang hvor vi gymnasieelever fra Næstved skulle ind, stod en klynge betjente og et par kronragede Chelsea-fans. Den ene af dem holdt en hånd for ansigtet for at holde sammen på sin blødende næse eller rester af den. Hooligan-scenen levede i bedste velgående i 90erne, og denne her fyr var kommet på tværs af en bande Queens Park Rangers-fans. Kampen sluttede 1-1 og udmærkede sig mest ved legender som Ruud Gullit, Dennis Wise og Mark Hately.

Siden har jeg gæstet Brentfords Griffin Park, Charltons The Valley, Millwalls The Den, QPR’s Loftus Road og Wimbledons Kingsmeadow. Der er altså stadig en del blanke pletter på fodboldkortet for mit vedkommende, men så er der jo noget at glæde sig til, og det er altid en fornøjelse at rejse til England på fodbold-mission.

London behøver ikke nærmere præsentation. Big Ben, Tower, Shakespeares teater og alt det der. Hvis ikke man allerede har set dem, så fremgår de af allehånde turistbøger og flyers i hobetal.

London er også en jungle af overnatningsmuligheder samt til tider forvirrende transport. Hop ud i det. Især undergrunden fungerer bedre end sit ry, men vær i god tid især, hvis det gælder transport til lufthavn og hjemrejse. Her ønsker du virkelig ikke at hænge fast i undergrunden.

Formålet med denne tekst er ikke at guide dig igennem transport og hotel-junglen. Det må du selv rode med, men når nu du sidder med Clasico i hånden, så er der gode chancer for, at du som fodboldfan allerede har været i London, og derfor ikke behøver at få foldet byen ud fra start.

Tanken er, at præsentere en alternativ dag med fokus på det kulinariske i forbindelse med en fodbold-tur eller, hvis man har inviteret kæresten med. Romantik og fodbold kan forenes. Siges det.

En kop te i verdensklasse

Typisk er en fodbold-tur til London forbundet med en herretur. En håndfuld gutter af sted for at se noget bold, ryger på pub og ikke meget andet end det.

Jeg har selv været nede af den gade mere end en gang, og typisk forløber sådan en tur sig nogenlunde sådan her. Man lander sidst på eftermiddagen om fredagen. Finder frem til sit hotel og overnatningssted. Derefter noget mad på en pub og resten af aftenen fortoner sig i en sky af pints. Lørdag morgen vågner man mærket efter fredagens udfoldelser og finder et snusket sted – en greasy spoon – og begynder dagen med en fuldgod engelsk morgenmad. Tynget af fed mad og tømmermænd står den måske på lidt shopping eller mere pub, før kampstart klokken 15 engelsk tid. Derefter tilbage på pub. Søndag samler man de sørgelige stumper af sig selv op og rejser hjem. Og det har stensikkert været sjovt.

Jeg vil anbefale, man tager af sted torsdag aften eller fredag morgen. Efter indtjekning i ferielejlighed eller hotel, så tag ud til Kings Cross. Her er der fra onsdag til og med fredag et madmarked. The Real Food Market er dog mere end et madmarked, og ofte er der fælles-arrangementer med små pladeselskaber eller andre kreative virksomheder til at gå hånd i hånd med lidt engelske lækkerier. Det er her, du finder pies, som din mor ville have bagt dem, hvis hun var skotte. Ai, lad.

Det er ikke en dag for stiletter, så hold dig til sko, der er gode at gå i, og tag turen til fods fra Kings Cross til Hyde Park. Gå eventuelt via Madame Tussauds vokskabinet, hvis du brænder for at se en turistmagnet. Gåturen tager cirka en times tid, og tager dig til det mondæne Chelsea.

Her har The Rosebery Lounge hjemme på hotel The Mandarin. Lounge er typisk noget med cocktails, men der er vi slet ikke. Det handler om te. På luksusmåden, og lad det være sagt med det samme. Hvis man er fem-seks gutter af sted, der allerede her først på dagen er godt lakket til, så er der ingen grund til at gå herhen.

The Rosebery Lounge er en kulinarisk institution indenfor den engelske te-kultur. Her kommer kongehuset og tilsvarende gæster fra de højere luftlag, så man opfører sig selvfølgelig derefter. Her er ingen snobbet stemning, men personalet lader ikke herske tvivl om, at man tager afternoon tea meget alvorligt. På den gode måde.

Med flot udsigt til Hyde Park fra det store hotels betagende lokaler præsenteres man for udpluk af verdens bedste te samt et imponerende regiment af små sandwich, kager og scones af en kvalitet, der kan få selv den mest søde tand til at gå bagover af benovelse. Det hele er bagt og tillavet fra bunden, og det kan man smage. Det er rasende gode sager, og stedets tea master Ludovic Coco guider gæsterne kompetent igennem te-kortet. Jeg er til daglig hard core espresso-fan, så Ludovic Coco overtalte mig til en japansk grøn te. Den blev jeg hurtigt gode venner med. Man har plads og bord til rådighed i to timer med kager og sandwich ad libitum, og det er timer i skønt selskab og omgivelser. Og ja det er naturligvis i fine feminine rammer, men et par fodbold-fyre kan uden problemer lande i de bløde stole og ordne verdenssituationen over en god kop te. Og et læs kager. Det siger sig selv, at man ikke får den luksus kastet i nakken. Det koster et sted omkring 500 kroner pr kuvert alt efter prisen på pundet. Til gengæld får man også te og en oplevelse for livet.

Vildt nok

Herefter kan man passende gå en tur i Hyde Park og forbi Speakers Corner. Derfra ned til Oxford Street, hvis strømmen af shoppere og butikker lokker. Efter en times spadseretur satte vi kursen mod Fulham. Vi gik via Fulham Road og forbi Stamford Bridge til den lille vej Walham Grove. Her ligger The Harwood Arms. Londons eneste gastropub med en michelin-stjerne, og lad det være sagt med det samme. Bestil bord! Folk er villige til at sælge vitale organer for at få en plads på den lille og meget hyggelige pub.

Det engelske køkken forbindes i dag mest med mad fra kolonierne. Indiske karry-retter dominerer de engelske smagsløg, og fish and chips står tilbage som det eneste sådan rigtigt engelske på de fleste menukort. The Harwood Arms har søgt tilbage i tiden, og her har de fundet det klassiske engelske landkøkken centreret omkring vildt, og det man i det italienske køkken kalder gårdpladsdyr. Altså ænder, kaniner, høns og tilsvarende kræ der i store træk kan passe sig selv, og leve af hvad de nu finder omkring på gårdspladsen eller i haven. Det er vildt, der grundkonceptet hos The Harwood Arms.

For en prisbelønnet michelin-restaurant så overrasker prisniveauet hos The Harwood Arms. 42 pund for en tre retters menu. Vi er altså under 400 kroner for en overbevisende og mættende madoplevelse. Hertil kommer drikkevarer, men tre mand høj der ikke holdt igen landede vi samlet på 1700 kroner. Det er godkendt.

Maden og præsentationen er solid. Her er ingen dekadente ideer, men retter med fokus på årstidens engelske grønt og vildt i sæson. Retter som kanin med kål og kastanjecreme og langtidsstegt rådyrkølle gjorde stor lykke ved vores bord. Well done. Der gøres ikke brug af overraskende ingredienser, så kartofler og sovs er naturligvis også at finde i startopstillingen, som det bør være hos et spisested, der i bund og grund er en pub med et pub-køkken. I The Harwood Arms tilfælde er vi imidlertid på ekstraordinært højt niveau.

Bord med blændende udsigt

Mad er jo om noget, undskyld udtrykket, en smagssag. Det er ikke hos alle, at kartofler, køl og kød bonner ud i ren lykkerus. Vi lever trods alt i en tid med en vis frygt for kulhydrater og fedt. Det kan også være, at man blot ønsker at slutte aftenen af med en mindre jordnær oplevelse end The Harwood Arms, og her giver Sushi Samba inde i byens finansdistrikt nær Liverpool Street.

I kontortårnet Heron Tower i Bishopsgate har den kombinerede cocktail og sushi-bar hjemme på etage 39, hvilket helt indlysende medfører en voldsomt god udsigt. Ved aften eller nattetid lyser millionbyen op med neonlys i rigt mål, og man sidder på første parket med udsigt til nabobygningen ’Agurken.’ Den bygning der ligner rumraketten fra et Tintin-album, og det er blot en af flere højre nabobygninger, man kan beskue på tætteste hold.

En ekspreselevator tager gæster i lyntempo fra stueplan til etage 39, og så træder man ellers ind i den blankpolerede bar og tilstødende restaurant. Lad det være sagt med det samme. Der er dresscode, og man medbringer det store kreditkort her. Der er ikke tilbud på fredagsaften-fadbamser, men størsteparten af gæsterne kommer for at bruge penge, og vise at de gør det. Der er stramme og dyre designerkjoler i selskab med spenderbukser med dybe lommer.

Sushi Samba er som navnet antyder primært japansk inspireret, men med markante indspark fra det brasilianske køkken samt inspiration fra Perus indianerkøkken. Sidstnævnte køkken er lidt en modedille i London pt., men vi valgte at holde os til sushi. De sydamerikanske rytmer må vente til en anden god gang. Skal man være lidt kritisk her, så er fusionen sushi og samba en anelse spøjs. Sushi er japanske dyder per excellence – æstetik, renhed og snorlige linjer, hvorimod samba er mere ’se mig, nu ryster jeg min røv’. Umiddelbart har de to ikke meget med hinanden at gøre, men fred med det. Det undrede mig bare.