Tsarens Vandveje - sommer 2012
På dette Flodkrydstogt besøger vi Rusland som er verdens største land og fremstår ofte som noget ukendt og mystisk for omverdenen. Men i dag kan vi besøge landet på en helt anden måde end for bare nogle år siden. Rusland imponerer os med sin storhed. Tag med og oplev den russiske tradition og kultur i hverdagen på et flodkrydstogt mellem Ruslands to største byer - St. Petersborg og Moskva.
Moskva - Uglitj - Jaroslavl - Goritsy - Kizji - Mandrogi - St. Petersborg
Dag 1 Danmark - Moskva
Fly til Moskva og transport til skibet, M/S Surikov, hvor vi har check-in samt et informationsmøde, før vi skal nyde vores første middag om bord.
Dag 2 & 3 Moskva
Moskva har mange betydningsfulde seværdigheder, og dagene i Moskva byder på flere udflugter. Byrundturen vil give os et indblik i det vigtigste. Fra udkigspunktet Spurvehøjden kan du se det meste af Moskva, blandt andet Vor Frelsers Kirke, Stalins ”De 7 Søstre”, det olympiske stadion fra OL i 1980 og selvfølgelig Kremls vægge, der ligger i den historiske del af byen.
Vi besøger det berømte Kreml, som i flere hundrede år har været politisk centrum og selve kernen i det russiske rige. Inde på Kremls område, findes vi mange fantastiske seværdigheder, blandt andet den store Tsarklokke, der vejer 200 tons og Ivan den Stores smukke klokketårn. Vi ser også nærmere på en af de mægtigste kirker, Bebudelses Katedralen.
Udover de inkluderede udflugter, har du mulighed for at følge med på følgende:
I forbindelse med Kreml Rustningskammeret. Dette er et af Ruslands store skatkamre, med en overdådig samling af rustninger og tøj – og ikke mindst tsarens egen krone, Monomakh, dekoreret med de smukkeste ædelstene. Dette er noget, der bare må opleves!
Metrosystemet er helt klart en russisk kulturoplevelse. Dette er måske verdens smukkeste metrosystem, og vi besøger nogle stationer, der er dekoreret med både krystal og marmor. Udbygningen af metroen startede i 1930. Udsmykningen var i stor grad Stalins værk, og metroen blev kendt som ”Folkets Palads”. Turen afsluttes på den historiske handelsgade bohemekvarteret Gamle Arbat. Her ser du Moskva, som den så ud, før Stalin ødelagde den, for at gøre den ”moderne”. Du får også lidt tid på egen hånd til at handle i boderne og se på folkelivet.
Om aftenen er der valgfri udflugt. Enten ”Moscow by Night” eller du kan opleve en cirkusforestilling.
Om eftermiddagen dag 3 stævner skibet ud og sejler på Moskva kanalen med kurs mod Uglich. Oplev det hele fra en bekvem hvilestol på dækket før kaptajnens velkomstdrik serveres i skumringen.
Dag 4 Uglitj
Vi sejler ind i denne lille idyl og betragter de flotte kirketårne, som strækker sig stolt mod himlen. Det var her i Uglitj, lille prins Dimitri, søn af Tsar Ivan "Den Grusomme", blev dræbt bare ni år gammel. Dette var et mord, som bragte adelsmanden Boris Godunov til tsartronen, og Rurikdynastiet gik dermed mod sin undergang. I Uglitj besøger vi de to historiske kirker, som ligger på det gamle fæstningsområde og hører lidt mere om hændelserne i dette dramatiske kapitel af Ruslands historie. Vi får også mulighed for at se os lidt omkring i denne lille by, som blandt andet er kendt for produktionen af Chaikaklokkerne.
Dag 5 Jaroslavl
Jaroslavl er den ældste by ved Volga, grundlagt af fyrsten Jaroslav "Den Vise" i året 1010. Med sine omkring 600.000 indbyggere er dette den største by i "Den gyldne ring", som ligger i området omkring Moskva. Jaroslavl var tidligere et vigtigt handels- og kulturcentrum, specielt kendt for sine mange kirker, noget som også præger byen den dag i dag. Vi besøger Jaroslavl centrum, hvor vi blandt andet kan opleve det livlige marked. Her sælges alt fra frugt og krydderier til billige sko. På byrundturen ser vi også Eliaskirken. Denne imponerende kirke blev bygget i 1600-tallet med penge, doneret af to rige brødre. Eliaskirken er kendt for sine smukke og unikke vægmalerier samt en speciel ikonvæg, som har hele seks niveauer med ikoner.
Dag 6 Goritsy
Vi sejler på den Volga-Baltiske kanal gennem alle dens 7 sluser, og som leder os til den lille by Goritsy. Dette er en typisk russisk by, hvor vi oplever det daglige liv og møder lokalbefolkningen på nært hold. Dagen begynder med, at vi besøger en skole, der specialiserer sig i, at restaurere gamle huse og kirker, som der findes mange af i Rusland. Derefter fortsætter vi til et aktivitetscenter for børn og unge. Her kommer børnene efter skoletid for blandt andet at lære forskellige former for håndværk som broderier, som Goritsy er kendt for. Dagen afsluttes med et besøg hos et par, der er pensioneret og fortæller om deres liv.

Dag 7 Kizji
Om morgenen ankommer vi til den eventyrlige ø Kizji, som ligger i den nordlige ende af Onega søen. Onega er en stor indsø med meget klart vand og er desuden Europas næststørste og reneste naturlige sø. Vi begynder med en guidet tur til fods. Øen er mest kendt for sit arkitekturmuseum i det fri. Det mest imponerende er Forklaringskirken, som står på Unescos verdensarvsliste. Den er bygget i tømmer uden et eneste søm, og kirken har 22 løgkupler.
Dag 8 Mandrogi
Dagen tilbringes om bord, og vi kan tillade os at slappe af. Oplev det smukke landskab glide forbi fra en bekvem liggestol på soldækket og lyt til rejselederen, når der fortælles om russisk historie og hverdagslivet i Rusland før og nu. Undervejs lægger vi til i Mandrogi, hvor der spises frokost på land. Her får du serveret dejlig grillmad i form af den typiske russiske ret, sjaslik. For dem som har lyst, bliver der mulighed for gå lidt rundt på egen hånd. Du kan besøge det lokale bageri, udforske Pushkins eventyr eller måske lære mere om matrioshkadukkene på nogle af værkstederne i Mandrogi. Om eftermiddagen begiver vi os ud på den sidste sejletape mod St. Petersborg, og undervejs nyder vi en afskedsdrink.
Dag 9 St. Petersborg
Vi sejler over indsøen Ladoga og på den idylliske flod Neva, som går tværs igennem St. Petersborg og ud i den finske bugt. Om morgenen ankommer vi til Peter den Stores elskede by, og hele dagen vil gå med at skabe bekendtskab til byen, som én af Ruslands mest betydningsfulde herskere grundlagde i 1703. Peter den Store var meget optaget af at få moderniseret landet, og byen blev nærmest bygget som et udstillingvindue mod vest. Derfor blev St. Petersborg udsmykket med det ypperste af det ypperste, og udlandske arkitekter, malere og billedehuggere stod i kø for at komme til. Besøget i St. Petersborg starter med en busrundtur. Mens vi kører langs hovedgaden Nevskij Prospekt (prospekt = hovedgade), ser vi de mange paladser, som rige mænd og adlen byggede. Vi passerer også flere af byens hovedattraktioner som skibet Aurora, hvor kanonskuddet, som udløste statskuppet i 1917, blev affyret. Isak katedralen, admiralitetet og Peter-Pauls fæstning står også på programmet. Et besøg i Vinterpaladset, som var tsarens hovedpalads og regeringssæde, er en selvfølge i St. Petersborg. Vi ser også en kunstsamling, som kan måle sig med Louvre i Paris. Om aftenen er der en frivillig udflugt til et af St. Petersborgs teatre, hvor vi enten ser balletforestillingen Giselle eller forestillingen Svanesøen.
Dag 10 St. Petersborg
Dagen er til fri disposition. Det kan være, du ønsker at benytte tiden på shopping eller til ren afslapning på soldækket, men du kan også deltage i en valgfri heldagsudflugt, hvor vi besøger Katarina Paladset samt den flotte park til Peter den Stores sommerpalads (ikke inkl., men turen er inkl. medbragt frokost).Danmark
Dag 11 St. Petersborg - Danmark
Krydstogtet er kommet til vejs ende, og efter morgenmaden checker vi ud. Vi flyver fra St. Petersborg retur til Danmark.

Krydstogt varighed
11 dage