Knossos
Tag med os på en rejse gennem tid og sted, når vi vender tilbage til den tid, hvor de mystiske Minoere herskede på Kreta. Det var her, Europas første store kultur opstod, og hovedsædet var paladset Knossos uden for Heraklion. Oplev det imponerende palads, mens vores rejseleder fortæller om den berømte tronsal, verdens første toilet med vand og nogle af teorierne for, hvorfor denne sagnomspundne kultur pludselig forsvandt omkring 1450 f.Kr. Vi skal også høre historien om den frygtelige Minotaurus og den legendariske Labyrint. Frokost og entrébillet til Knossos er ikke inkl.
Turen gennemføres med engelsktalende guide.
Aqua Plus
En sjov dag i vandland med masser af aktiviteter. En perfekt attraktion for både børn og voksne. Tag udfordringen op og se hvem der er modigst i rutschebanen, Kamikaze eller Det Sorte Hul. For dig der ikke er så vild, findes der mange andre hyggelige aktiviteter som den ultimative afkobling, Lazy River. Lig og slap af mens du bare følger strømmen.
Jeepsafari
Oplev det uberørte Kreta på fire hjul. Fra ca. 1.000 m over havets overflade har vi en fantastisk udsigt over både Middelhavet og Det Libyeske Hav. Den uberørte natur omkring os kan byde på flere overraskelser i form af Kretas forskellige dyrearter. Vi finder frem til det berømte Lassithi-plateau, som er et af Europas største højfjeldsplateauer. Det siges, at den græske overgud Zeus blev født i en grotte her, og den skal vi besøge og beundre med dens magi og smukke drypsten. Et ægte græsk måltid er inkluderet. Engelsktalende guide/chauffør i hver bil.
Santorini
Øen Santorini har i mange år ligget på førstepladsen, når det gælder skønhed, og det er herfra de fleste græske postkort stammer. Udflugten sker med speedbåd og tager ca. 2 timer. Vi tager fra Kreta tidligt om morgenen og vender tilbage sent på eftermiddagen. Engelsktalende lokalguide følger med på turen.
Spinalonga
Vi tager turen langs Kretas smukke nordkyst til øen Spinalonga, som frem til 1957 var koloni for spedalske. Øen er blevet berømt via Victoria Hislops fantastiske historie i bogen "The Island". Rundturen til fods i de smalle gader bringer os tilbage i tiden, og vi hører hvordan livet var for menneskene som blev forvist hertil. Om formiddagen rejser vi med båd fra Agios Nikolaos og lægger til ved Kolokitha Bay for BBQ og en dukkert i det krystalklare vand. Med rejseleder fra Apollo. Udflugten gennemføres i perioden 1/6-30/9.