Essensen af Sydafrika - vinter 2012/13
17 dage
Sydafrika er en meget kompleks oplevelse med så mange forunderlige seværdigheder, at det kan være svært at vælge til eller fra. På denne rundrejse er essensen de helt store naturoplevelser, hvor højdepunkterne er den smukke Panorama-rute og den helt enestående Krüger Nationalpark. Naturscenerierne kombineres med spændende kulturoplevelser i bl.a. Soweto, det lille kongerige, Swaziland og ikke mindst Kap-halvøen og moderne Cape Town. Vi kommer desuden til nabolandet Mozambique, hvor der er lagt vægt på at opleve endnu en helt anden verden end den der findes i Sydafrika.
Pretoria - Hazyview - Krüger Nationalpark - Maputo (Mozambique) - Swaziland - Hluhluwe - Stellenbosch - Arniston - Cape Town
Dag 1-2 Danmark - Johannesburg - Pretoria
Vi har afrejse fra Danmark dag 1 og ankommer tidligt om morgenen i O.R. Tambo International Airport i Johannesburg på dag 2. Her bliver vi mødt af vores dansktalende rejseleder, og fra lufthavnen kører vi til det berømte ”township”, Soweto (south west township). Det var bl.a. her, at den sorte befolkning for første gang i historien gjorde modstand mod Apartheid. Vi besøger Soweto sammen med en lokal guide, og han kan fortælle alt om levevilkårene samt de projekter som er iværksat for at forbedre betingelserne for de mange tusinde indbyggere i området. Soweto udmærker sig desuden ved at have den eneste gade i verden, hvor to modtagere af Nobels fredspris har haft deres hjem. Nelson Mandelas hus er i dag et museum og Desmond Tutu har fortsat i sin bolig her. Vi fortsætter til hovedstaden Pretoria der i dag stort set smeltet sammen med Johannesburg. Her får vi en kort byrundtur med de vigtigste steder, bl.a. retsbygningen hvor Nelson Mandela blev idømt livsvarigt fængsel. Om eftermiddagen ankommer vi til vores smukt beliggende hotel. Om aftenen nyder vi en dejlig velkomstmiddag.
Samlet transporttid på dag 2 i bus: ca. 5 1/2 time.
Dag 3 Pretoria - Hazyview
Efter morgenmaden fortsætter vi østpå og turen går mod den smukke Panoramarute i Mpumalangaprovinsen. Undervejs standser vi og beundrer klipperne, vandfaldene og områderne ved Blyde River Canyon og God’s Window. Blyde River Canyon anses for at være verdens 3. største kløft og man får her en følelse af naturens forunderlige verden. Sidst på eftermiddagen er vi fremme ved hotellet, hvor vi overnatter i to nætter.
Samlet transporttid i bus: ca. 7 timer.
Dag 4 Krüger Nationalpark
Tidligt om morgenen medbringer vi vores morgenmadspakke og begiver os af sted til Krüger Nationalpark, som med sine ca. 20.000 Km² er Sydafrikas største vildtreservat. Her findes ca. 1000 km asfalterede veje og ca. 2000 km med grusveje ! Den blev grundlagt i 1898 af præsident Paul Krüger med det formål, at mennesket skulle beskytte det sårbare afrikanske plante- og dyreliv. Stort set alle Sydafrikas dyrearter, bl.a. ca. 150 forskellige pattedyr, findes i dette paradis. Hele dagen foregår med safari i åbne specielbyggede jeeps, og er vi heldige, møder vi ”The Big Five” (løve, leopard, elefant, sort næsehorn og bøffel). Det er en helt enestående oplevelse i roligt tempo at iagttage dyr og planter på tæt hold. Undervejs bliver der tid til at nyde frokosten i en rest camp. Om eftermiddagen er vi tilbage på hotellet, hvor der er tid til afslapning. Du kan også vælge at besøge et nærliggende projekt med elefanter. Her kommer man helt tæt på disse prægtige dyr og der er desuden mulighed for en kort ridetur på ryggen af elefanten. Om aftenen er der fælles middag og vi bliver underholdt af lokale dansere.
Samlet transporttid i bus og jeep: ca. 7 timer.
Dag 5 Hazyview - Maputo (Mozambique)
Vi skal videre til nabolandet Mozambiques hovedstad Maputo. Mozambique har gennem mange år været genstand for en masse mystik og ikke mindst efterdønningerne af uafhængigheden fra Portugal i 1975 affødte interne problemer i landet. Helt frem til 1992 var der reel borgerkrig, og i dag lever ca. 90% af befolkningen fortsat som fattige. Etter et par timers kørsel er vi ved fremme ved grænsen og efter indrejseformaliteterne er der ca. 100 km til hovedstaden. Der er meget at se på langs vores rute, langs vejen kan man faktisk købe alt hvad man behøver for at bygge og møblere et hus ! Handelen foregår ude på fortorvet og langs vejen - hvorfor betale husleje på et butikslokale, når du kan drive en god butik udenfor? Vi fremme i Maputo til frokost og vi kører til nok byens mest kendte restaurant. Den ligger lige ved stranden i udkanten af byen, og her kan du frådse i havets delikatesser. Senere tager vi en rundtur i byen og kigger på steder som det kendte Iron House - et jernhus designet af Gustav Eiffel og andre vigtige bygninger i byen. Mozambique er kendt for sit rige udvalg af de friskeste fisk og skaldyr, så et besøg på byens fiskemarked er naturligvis et højdepunkt i sig selv. Sidst på eftermiddagen ankommer vi til hotellet og indkvarteres for de næste to nætter. Resten af dagen til egen disposition.
Samlet transporttid i bus: ca. 6 timer.
Dag 6 Maputo
Dagen kan benyttes til at slappe af - enten ved hotellets pool (vandet i lagunen er ikke særlig egnet til badning). Du kan også tage rundt i byen og omegn på egen hånd. Man kan også tage en heldagstur til Inhaca Island ude i Delagoa Bay. Sejlturen tager ca. 2 timer. Båden lægger først til ved Portuguese Island - en øde ø med lange øde strande - her kan du lege Robinson Crusoe. Derfra går turen til Inhaca, hvor stranden indbyder til vandreture. Du kan også slappe af ved hotellets flotte pool eller spadsere en tur i øens lille landsby. Frokost på en lokal restaurant er inkluderet i prisen. Midt på eftermiddagen returneres der til Maputo. (Denne udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris). Om aftenen kan du tage med og nok en gang benytte chancen til at spise havets delikatesser på The Waterfront som ligger i en lille havn. Er vi heldige akkompagneres middagen af lokale musikere.
Dag 7 Maputo - Swaziland
Vi rejser mod nabolandet, det lille selvstændige kongerige Swaziland. Om formiddagen krydser vi grænsen, og dette er en oplevelse i sig selv. Befolkningen er meget imødekommende og stolte over deres konge, som har 14 koner. Vi stifter bekendtskab med de lokale håndværkstraditioner. Vi overnatter i Swaziland og om aftenen er der hyggelig fællesmiddag.
Samlet transporttid i bus: ca. 4 timer.
Dag 8 Swaziland - Hluhluwe
Vi forlader et stolt folkeslag for at besøge et andet - zuluerne. Zululand er en del af provinsen Kwazulu-Natal i Sydafrika. Zuluerne er kendt for at være viljestærke, krigeriske og traditionsrige og har en lang historie bag sig. Først på eftermiddagen når vi frem til iSimangaliso Wetland Park, tidligere kendt som St. Lucia Wetland Park. Vi skal på en dejlig bådtur og vi nyder frokosten ombord. Hele området er et perfekt tilholdssted for eksotiske fugle, bl.a. hejrer, traner og den afrikanske fiskeørn elsker at holde udkig efter føde svævende over vådområderne. Her findes også en stor mængde flodheste og krokodiller. Om aftenen spiser vi middag på lodgen i Zululand, hvor vi overnatter i 2 nætter.
Samlet transporttid i bus og med båd: ca. 6 timer.

Dag 9 Hluhluwe og Umfolozi Nationalpark
Endnu en safaridag! Hluhluwe og Umfolozi Nationalpark blev etableret som beskyttede områder i 1897 og hører i dag til Sydafrikas smukkeste nationalparker. De er kendt for "Operation Næsehorn", der har reddet det hvide næsehorn fra udryddelse. Vi skal på safari fra morgenstunden. I forhold til gigantiske Krüger er Hluhluwe og Umfolozi mere kompakte. Vejene er mindre, og naturen føles endnu tættere på. Her findes mange aber, zebraer og impalaer, og der er gode muligheder for at se næsehorn og giraffer. Er vi heldige ser vi også flokke af bøfler. Vi spiser en picnic frokost og fortsætter efterfølgende vores safari. Tidligt på eftermiddagen er vi tilbage på lodgen. På lodgen findes der et rehabiliteringscenter for nogle af de afrikanske kattedyr og vi kommer her helt tæt på bl.a. den majestætiske gepard. Aftenen afsluttes med en dejlig barbecuemiddag.
Samlet transporttid i bus og jeep: ca. 7 timer.
Dag 10 Hluhluwe - Durban - Cape Town - vindistriktet
I Zululand findes noget af den smukkeste natur man kan forestille sig. Grønne og frodige landskaber hvor landsbyer, med de karakteristiske afrikanske rundhuse, skaber billedet. I en af disse landsbyer besøger vi denne morgen en lokal skole, hvor vi møder børnene og lærerne. Vi skal høre om deres hverdag og er vi heldige, har de frikvarter så vi kan tale med dem. De elsker besøg. Vi fortsætter til lufthavnen i Durban, og det er tid til at forlade den østlige del af Sydafrika for at fortsætte i den vestlige del. Efter ankomst til Cape Town går turen til de mest kendte vinområder i det sydlige Afrika, nemlig i nærheden af Stellenbosch. Her ligger nogle af landets ældste og mest kendte vingårde. En meget stor del af landets formidable vinproduktion finder sted netop her, og hele området emmer af en afslappet atmosfære. De næste par dage skal vi nyde tilværelsen i disse herlige omgivelser. Vel fremme på vores hotel skal vi smage på hotellets egen vin Om aftenen kan middagen indtages på hotellets gode restaurant. Vi overnatter her i to nætter.
Samlet transporttid: i bus ca. 4 timer og med fly ca. 2 timer.
Dag 11 Stellenbosch (vinlandet)
Dagen er planlagt til at foregå i et roligt tempo. Efter en kort køretur er vi fremme i Stellenbosch by og spadserer herefter rundt og lader os betage af gamle smukke bygninger. På de mange moderne caféer, fristes man til at nyde en kop kaffe eller spise en is. Der vil blive tid på egen hånd til at besøge butikker for at gøre nogle gode køb af afrikanske souvenirs, f.eks. et skind fra en antilope. Vi mødes efter frokost for at drage til en af de mange gode vingårde, hvor en velfortjent vinsmagning venter. Hvis tiden tillader det, kan du om eftermiddagen besøge hotellets nabo, som er en vingård der er kendt for ekstra gode vine. Her kan smagsprøver også kombineres med et dejligt stykke nougat!
Samlet transporttid i bus: ca. 3 timer.
Dag 12 Stellenbosch - Arniston
Vi skal yderligere nogle hundrede kilometer sydpå til spidsen af Afrika og den lille næsten maleriske by Arniston er dagens mål. Via dale med vinranker og storslåede bjergformationer omkring Franschhoek passerer vi et bjergpas for herefter at fortsætte i mere flade omgivelser. Udsigten er dog fortsat enestående. Om eftermiddagen når vi Arniston, hvor hovedparten af de gamle huse er holdt i hvide farver. Byens få indbyggere lever af fiskeri i det Indiske Ocean og det er lækkerier de henter op fra havet, f.eks. hummere og rejer. Veltilberedte fiskeretter kan derfor nydes om på aftenen på hotellets restaurant sammen med et glas køligt hvidvin fra lokalområdet. Der er også mulighed for at besøge en ældre dame der byder indenfor i hendes garage ! Der er i dagens anledning dækket op til middag og hun tilbereder selv hele menuen, som naturligt nok mest vil bestå af frisk fisk. Det er en helt speciel oplevelse og den hyggelige stemning nyder vi i hinandens selskab. (Denne middag er ikke inkluderet i rejsens pris).
Samlet transporttid i bus: ca. 4 timer.
Dag 13 Arniston - Cape Town
I dag skal vi besøge spidsen af Afrika - Cape Agulhas. Efter en kort køretur fra Arniston når vi frem til den sydligste by i Afrika og vi fortsætter nogle kilometer inden ankomst til naturreservatet Cape Agulhas. Da det er beskyttet område findes her ikke de ellers så traditionelle souvenirboder, det er naturens kræfter som hersker her. Det er en speciel og anderledes oplevelse at stå på Afrikas sydligste punkt, hvor det Indiske Ocean møder Atlanterhavet. Dog er det af sikkerhedsmæssige årsager ikke muligt at stå med et ben i hver af de to verdenshave, så vi holder os i nærheden af klipperne og betragter vandets brusen indover disse. Lige i nærheden findes naturligt nok det sydligste fyrtårn. Vi skal videre mod nordvest for at komme til den kendte kystby Hermanus. Hvert år i perioden september til november er Walker Bay ud for Hermanus hjemsted for store flokke af hvaler og stedet anses for at være et af de bedste i verden til hvalsafari og til at studere disse enorme dyr. Man kan dog være heldig at se enkelte haler året rundt. I byen kan du spise frokost med udsigt over vandet. Sidst på eftermiddagen når vi Cape Town og hvis vejret tillader det, besøger vi det legendariske Table Mountain. Ankomst til vores hotel og indkvartering her for de sidste tre nætter.
Samlet transporttid i bus: ca. 5 timer.
Dag 14 Cape Town - Kap Det Gode Håb
Efter morgenmad begiver vi os ud på eventyr langs kysten. Vi besøger først den lille by, Hout Bay, hvor vi sejler med båd til Duiker Island, hvor der findes der en hel koloni af sæler. Vi fortsætter turen med den særdeles smukke og dramatiske klippekyst, indtil vi når Cape Point, som sammen med Kap Det Gode Håb udgør Cape Peninsula Nationalpark. Det store område er hjem for mere end 150 fuglearter og er vi heldige ser vi også eland, som er den største af de nulevende antiloper. Om eftermiddagen tager vi til Simons Town, hvor vi møder afrikanske pingviner i Boulders Pingvinkoloni. Her kan vi gå rundt og se pingvinerne i deres naturlige miljø. Når vejret og årstiden er til det, stopper vi i løbet af dagen ligeledes ved Kirstenbosch Botaniske Have og nyder de smukke blomster.
Samlet transporttid i bus og med båd: ca. 6 timer.
Dag 15 Cape Town
Dagen er på egen hånd til at opleve Cape Town. Tag f.eks. til Robben Island, der ligger tæt ved Cape Town. Om aftenen arrangerer rejselederen en dejlig afskedsmiddag. Vi skal desuden prøve at spille på de traditionelle afrikanske trommer!
Dag 16-17 Cape Town - Danmark
Formiddagen er på egen hånd. Om eftermiddagen kører vi til lufthavnen, hvor der er afrejse til Danmark. Vi ankommer til Danmark dag 17.
Samlet transporttid fra hotellet til lufthavnen i bus: ca. 1/2 time.
