Pressemeddelelse, København, den 28. okt. 09

Mellemøsten trækker i danskerne

Nyheden Jordan i Mellemøsten, som har premiere denne vinter, trækker godt i danskerne. På nuværende tidspunkt er mere end halvdelen af alle Jordan-rejser med afgang denne vintersæson solgt. Jyderne har stor interesse i Jordan, til trods for at der kun flyves fra København p.t. – 30 % af bookingerne er således foretaget af jyder

”Det kan være op ad bakke, når man i rejsebranchen lancerer nyheder, og specielt i et finanskriseår hvor mange sværger til det kendte. Men Jordan er imidlertid ikke den store udfordring, kan vi nu konstatere, for med halvdelen solgt af hele vintersæsonen, vises usædvanligt gode takter. Jordan tiltrækker danskerne med nogle af verdens største seværdigheder, bl.a. oldtidsbyen Petra, som i 2007 blev kåret til et af verdens syv vidundere og ørkenlandskabet Wadi Rum, hvis forbløffende landskab har lagt sand og sten til flere af scenerne i storfilmen Lawrence of Arabia. Herudover har landet et skønt varmt klima, lækre strande, fantastiske dykkermuligheder i Det Røde Hav og et skønt mellemøstligt køkken”, forklarer Jan Lockhart, adm. dir. i Apollo. 

Det er hovedsageligt aldersgruppen 40 – 60, som har taget Jordan til sig. 52 % af de gæster, der har booket Jordan over vinteren, er således over 50 år. Og 27 % ligger i aldersgruppen 40 – 50. Hele 30 % af de indbookede er jyder, som tager turen fra Jylland til Kastrup, hvor Jordan-rejserne p.t. har take off.

”Jordan tiltrækker primært aldersgruppen 40 - 60, og det hænger nok sammen med, at landet i særdeleshed appellerer til par, der ikke har hjemmeboende børn og børnefamilier med større børn. Så er det nemmest at komme rundt i landet og se de mange kulturelle højdepunkter.  Bemærkelsesværdigt er det også at se, at 30 % af det totale antal Jordan-bookinger kommer fra Jylland, så de tager altså turen til Kastrup. Planen er dog, at vi også får Jordan fra Billund”, slutter Jan Lockhart.

De danske gæster, som allerede har været i Jordan, evaluerer i særdeleshed Aqaba, som ligger ud til Det Røde Hav, højt pga. dykkermulighederne og det gæstfrie folkefærd. At Aqaba er toldfrit område, og shopping-mulighederne enorme, synes også meget positivt. Byen har tillige et bredt udvalg af både gode og eksklusive restauranter, hvilket også påskønnes, ligesom de legendariske udflugtsmuligheder evalueres højt. Spa-hotellerne ved Det Døde Hav begejstrer også danskerne.


For mere information :
Adm. dir. Jan Lockhart, Apollo: 35201006 / 22201320   
Rikke Koks Andreassen, PR-chef: 35201005 / 22201340


Apollo er Danmarks tredjestørste rejsearrangør og har siden den 1. januar 2001 været et datterselskab til den schweiziske rejsekoncern Kuoni. Den skandinaviske del af koncernen hedder Kuoni Scandinavia, og foruden Apollo og Kuoni i Danmark, Sverige og Norge, indgår flyselskabet Novair. Kuoni Scandinavia har 780 medarbejdere og har totalt set 1.000.000 rejsende på årsbasis til rejsemål i hele verden. Apollo tilbyder 1600 hoteller på 48 destinationer i 28 lande.

| Kontakt os | Job hos Apollo | Presse | Sponsorater | Den gode rejse | Internet Policy |